Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
9 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
5 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
5 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
9 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
8 år siden
Verden holder vejret!
Marlene Gran...
12 år siden
Håb er altid ledsaget af ...
Ansu Orheim ...
18 dage siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
9 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
6 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
11 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
6 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
4 år siden
Ello puppet.

En ting er at erkende hvad man har været igennem, noget helt andet er at komme videre derfra. Der er i løbet af det sidste års tid sket nogle helt vidunderlige ting for mig. Jeg har oplevet et fællesskab som tvang mig til at deltage. Ude på et skib er der kun 15 mand (26 hvis det er et skoleskib) og kan man ikke sammen, er det bare ærgerligt. Der er 10.000 km til nærmeste havn. Spring i søen og håb på du kan nå at svømme ind, eller lær at leve med det. Det har givet mig en følelse af at være et nødvendigt element af en helhed.

Det fået mig til at få øjnene op for det liv jeg har levet hidtil. Jeg-har-ikke-brug-for-nogen-og-der-er-ingen-som-har-brug-for-mig teorien holdt altså ikke. Så bliver man sq nødt til at på noget diciplin på drengen. Komme til timerne og hører efter, for hvis du ikke gør det, kan det koste liv. Bare den viden i sig selv får en til at prøve lidt hårdere. På land kan man bare ringe efter en ambulance hvis det skulle gå helt galt. Det kan man ikke på søen.

Og hvad så nu??? Jeg har stadig en del dæmoner at slås med, men jeg har også fået noget andet. Et arbejde jeg holder af. Okay det er kun en uddannelse endnu, men jeg knokler mere end jeg nogensinde har gjort. Jeg har fået flyttet min fokus. Fra min egen navle, er den flyttet på de mennesker som er omkring mig og i særdeleshed min uddannelse.

Og det bedste ved det hele er at alt det her er mit eget værk. Jeg har reddet mig selv, hvis man kan sige det på den måde. Selvfølgelig har jeg fået støtte og en skulder at græde ud ved, når det så aller sortest ud. Specielt herinde har jeg mødt en uovertruffen person som bare ikke ville give op. Men også irl har der været mennesker som syntes jeg var værd at bruge tid på.

Og når jeg nu sidder her og kigger ud af vinduet og ser solen skinne fra en skyfri himmel syntes jeg det har været det hele værd. Alle tårene og al den smerte. Det betyder ikke noget mere. Jeg er fri igen. Noget jeg ikke har oplevet siden jeg var 2 år. Jeg har fået fortalt at jeg har det lille smil i mine øjne igen. Hvad er det man siger: bedre sent end aldrig.

Nu må jeg vel bare passe godt på min nyfundne frihed. Leve en dag af gangen og så se hvor jeg ender en gang en dag.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hva så nu??? er publiceret 05/03-2004 15:29 af Peter Tuxen (plysdyret).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.