Er jeg virkelig blevet så materialistisk, at kun en bolig fraholder mig fra at bryde med mit alt for destruktive forhold?

Tryghed? Ja jeg finder den største platform for min tryghed i det hjem jeg har. Sådan har det altid været. Jeg har aldrig været super-stærk ”derude”. Jeg elsker dog at være udenfor, være i byen, slænge mig på latte-dryppende cafeer og sådan. Men når jeg kommer hjem og lukker døren, føler jeg mig mest sikker. Har alle mennesker det egentlig ikke sådan?

Jeg står overfor et brud. Det forhold jeg er i, kan ikke holde meget længere. Jeg kan mærke jeg er så tæt på at ha’ fået NOK. En god veninde har gennem mange år sagt til mig, at hun hverken kan eller vil fortælle mig hvad jeg bør gøre i forhold til den kæreste jeg har valgt mig. Hun forstår blot ikke at jeg nægter mig selv at være lykkelig og ser ikke at lykke er noget jeg høster fra mit nuværende parforhold. Hun har ret og det har altid vidst!
Hun siger at jeg ikke vil gå før jeg er parat.

Er jeg ikke snart for helvede parat?

Vreden retter jeg efterhånden mere og mere mod mig selv. Jeg kan ikke finde flere undskyldninger for at blive sammen med ham. Lige meget hvad han så lovede eller fortalte mig… Selv dagen efter vi har talt om hvordan vi IKKE kan leve, falder han i endnu et af sine dybe mørke huller, lukker af og vi er tilbage hvor vi hader ar være. Om jeg bliver vred på ham? Ikke så meget mere. Jeg indser at han ikke kan styre det hvor meget han end vil.

Jeg bliver vred på mig selv sgu! Vred over at vente på at han siger: ”jeg har ikke hvad der skal til for at klare det her”. Jeg ved jo godt det ikke vil ske og skal der komme en forløsning/et brud, bliver det mig der skal gøre det.

Vi har denne lejlighed. Han vil synes det er hans og jeg vil skulle flytte med vores søn.

Jo det pisser mig vildt af! Her har jeg gået og knoklet for at renovere dette sted. Stået alene med dit og dat mens han var indlagt…bla bla jeg kan ikke bruge dette til en fis!

Tingene vil løse sig. Jeg må sætte min lid og tro til dette…

”Ingen øjensynlige ændringer inden nytår og jeg stopper!”

Det lovede jeg mig selv da han rejste på ferie…