Selvfølgelig skal du tænke ud af boksen. Det skal man i alt man skriver. - Jeg skriver ikke selv egentlige krimier, men læser mange, og der er kun noget ved dem hvis der er nogle originale idér i dem.

Kåemer

Jeg går i det hele taget ind for at tænke ud af boksen uanset hvad genre man skriver i. Jeg er helt enig med Kåemer i, at der kun er noget ved dem, hvor der er originale ideer.
Jeg har forsøgt mig med en, og forsøger i øjeblikket.

Der er i hvert fald mange at konkurrere med. Så en selvstændig tanke må være en fordel.
Der er uendelig mange skrevet over temaet: "En forbrydelse og dens opklaring."

Mange er skrevet sådan at personerne egentlig er ret almindelige. De er ikke særlig interessante hver for sig, men deres interaktion er det væsentlige i sagen.
Ofte er det spændende når man har en forbryder og en detektiv/politimand der gennem bogen har en slags duel kørende, og hvor den ene taber til sidst.

Andre handler om et stort og spændende persongalleri. (som det kan være svært at hitte rede i.) Her er personerne gjort til genstand for megen omhu fra forfatterens side, og man lærer om deres liv, også ud over selve kriminalgåden og dens implikationer.

Nogle har en usædvanlig persontype, som forfatteren har kastet sin kærlighed på. For eksempel Lisbeth Salander i "Millenium Trilogien," og nogle eccellerer i omfattende vold og uhygge, som for eksempel "Lars Kepler" og Jussi Adler Olsen.

Jeg tror at min favoritkrimi endnu er Dorothy Sayers' "Peter Wimsey i Oxford" (På engelsk: "Gaudy Night.")
I denne begås intet drab.

Held og lykke med projektet!

Kære kolleger, mange tak for jeres svar. Der er lidt at tænke over. Jeg er nok mest i den genre, du beskriver, Flemming, med det store spændende persongalleri. Krimien er en dejlig mulighed for at bringe forskellige typer i spil på en interessant måde.
Det er meget sjovt, jo mere jeg skriver, jo mere går det op for mig, hvor stor en del af kunsten, der ligger i at drille læseren. At give lige præcis nok til at drive handlingen videre, men ikke for meget til at afsløre ting for tidligt. Det er det, de gode krimiforfattere mestrer!

JA, de fleste krimier - bøger eller film - er sådan at morderen også er skjult for læseren.
Men jeg husker en undtagelse: Serien om Lieutenant Colombo. Her begyndtes med at vise seerne hvordan den skyldige begik mordet. Og siden var det op til Colombo at finde svaret.
For det var den stil, man havde valgt.

Så mulighederne er mange.