Luften flimrede over den revnede, tørstende jord. Den lange række af straffefanger bevægede sig med tunge skridt fremad i geleddet. Lyden af raslende kæder og hul stønnen, var det eneste man kunne høre udover hovslagene. Vagterne sad på deres heste under de bredskyggede hatte med udtryksløse ansigter. Fangernes nøgne svedige overkroppe, stod i skarp kontrast til uniformerne.

Luften smagte af kridt. O´Connor følte sin tunge svulme op, og presse mod de sprukne læber. Solens ubønhørlige stråler fik hans tanker til at fordampe. Når dagens arbejde var overstået, ville hans hænder og ryg være dækket af brandvabler.

”Hold inde!” råbte den forreste vagt og fangede O´Connors sløve opmærksomhed. Luften stak i hans svælg som rasende bier. Den uniformerede mand sporede sin hest an, og skridtede hen langs geleddet af mænd. O´Connor lod blikket dvæle ved hestens hove, der sendte små støvskyer i vejret for hvert skridt. Den endeløse horisont skjulte sig bag et flimrende tæppe af luft. Bag sig plaprede O´Connors medfange uophørligt med messende stemme.

”Jeg kan ikke… Jeg kan ikke… Jeg kan ikke…” Vagten stirrede på ham med en hånlig trækning om munden, da han red forbi.

”I gisper værre end de køtere I er!” råbte han og trak en lommelærke frem fra brystlommen. Han lod grådigt det glitrende vand løbe ned i munden. O´Connor kiggede væk og nægtede at lade sig kue. Manden ved hans side faldt hulkende på knæ, og slog hænderne sammen som i bøn.

”Jeg be’r dig!” råbte han hæst til vagten med det reptilagtige blik. Et tandsmil krøb frem på vagtens ansigt. Han pressede sine sporer mod hestens flanker, og nærmede sig den grædende mand. ”Kunne du tænke dig at blive fri?” spurgte han med fløjlsblød stemme. O´Connor havde lyst til at ruske sin medfange. Han vidste at det ville ende galt.

”Ja, for Guds skyld… Ja! Lad mig blive en fri mand!” kvækkede den hulkende mand og rejste sig besværet. En fugl skreg ildevarslende i sin himmelflugt. Mændene forholdt sig tavse til optrinnet, hver især optaget af deres egen svedstinkende frygt. Vagten hævede sin skarpladte riffel. O´Connors desperate medfange bakkede væk, og trak geleddet af straffefanger med sig.

”Nej! Nej… nej,” råbte han hæst og holdt hænderne afværgende op for sig. O´Connor lukkede øjnene og ventede på lyden af skuddet, der ville bringe et kortvarigt offer til den golde ørken. Luften flimrede over den revnede, tørstende jord.