BOINK! Jeg vågner med et sæt. BOINK, BOINK! ”Hva’ i helvede er det?” Det lyder som om nogen knalder en hammer hårdt ned vores nye decra-tag. BONK, BANG-BONK. Det smælder gennem hele huset. Under det hele er der en truende subsonisk rumlen, næsten uhørlig for det menneskelige øre. Susanne er også vågnet og stirrer rædselsslagen på mig. ”Hva’ sker der?” spørger hun. ”Aner det ikke” siger jeg og springer ud af sengen og flår min housecoat på.

BONK! Nu smælder det i stadig hurtigere tempo. Jeg løber hen til vinduet og trækker persiennerne op. Udenfor er ravende mørkt og jeg kan intet se. Pludselig buldrer det øresønderrivende, som om et godstog ruller over taget. Et højt skarpt knald fra stuen efterfølges af kaskader splintrende glas. Bestyrtet springer jeg ud i gangen og flår døren op ind til stuen. Jeg når lige at registrerer at vinduesfacaden mod terrassen nærmest er pulveriseret, da et rasende stormstød af varm luft næsten slår mig omkuld.

Først nu ser jeg hvad, der forårsager dette ragnarok. Håndstore sten hagler ind gennem den smadrede facade og slår gennem parketgulvet med knusende kraft. Jeg skriger af rædsel, da en sten som et projektil ud af intetheden, hamrer gennem loftet en halv meter fra mig og jager ned gennem gulvet i en eksplosion af træsplinter og støv. Panisk smækker jeg stuedøren i og styrter tilbage til soveværelset.

I samme sekund hører jeg Susanne skrige i smerte gennem den infernalske larm. Da jeg når frem, er hun er i chok og sidder som naglet til kanten af sengen. Hendes hvide satin natkjole er farvet rød af blod. En sten, der er gået gennem taget, har skudt en dyb flænge i hendes venstre lår. Jeg konstaterer hurtigt at hun ikke har vitale skader og flår hende hårdt væk fra sengen, ud af soveværelset og ned ad kældertrappen.

Det hele brager og knager og væggene skælver voldt under trykket fra stenene, der slår mod husets tag og gavle. Mens en del af min hjerne febrilsk forsøger at fatte årsagen til dette kaos, arbejder en anden del af min bevidsthed rationelt med en overlevelsesstrategi.

Det må være et uvejr. Det må gå over. Jeg river ærmerne af min housecoat og forbinder Susannes ben og lægger bæltet om som presse. ”Stenene er ikke gået igennem, jeg tror vi kan være i sikkerhed her” siger jeg. I det samme lugter jeg røgen.