Han sætter sig ved siden af hende. Hun sender ham et skævende blik, mens han tænder sin cigaret. De sidder på en bænk ved en travlt befærdet banegård. Det er ham, der begynder samtalen.
"Dejligt vejr," spørger han, "Synes De ikke?" Hun rødmer og svarer "Det regner." "Det ved jeg. Men det er alligevel smukt." "Det synes jeg ikke," siger hun. "Hvad er der smukt ved regn?" "Hver dråbe er deres egen," smiler han og puster røg ud, der hurtigt forsvinder i vrimlen, "Ikke en er helt ens, selvom de ser sådan ud." "Og hvordan ved De det?" "Jeg ved det fordi det er bare noget jeg ved." "Det er ikke et rigtigt svar," siger hun og retter på sin frakke, der dækker over benene, "Svar rigtigt." "Hvordan svarer man rigtigt?," forsvarer han sig, "Men hvis jeg skulle ville jeg sige således: Intet menneske, intet dyr, end ikke planterne, er ens, så ingen regndråbe må derfor være ens." "Det passer jo ikke. Hvordan ville man overhovedet også kunne se forskel på regndråber?" "Det er noget visse mennesker kan. Selv jeg." "Det tror jeg ikke på," fnyser hun, han irriterer hende nu med disse tåbelige ord. "Så lad være. Jeg tror på det og det betyder, at nogen tror på det.," siger han og rejser sig i det toget ruller ind til perronen. Hun rejser sig og rækker ud efter ham. "Vent!" Han stopper op, vender sig om mod hende og smiler stort. "Tror du nu også på det?" "Nej, men jeg vil gerne tale mere med dig om regndråberne." svarer hun og sammen følges de ind i toget.
"Regner det stadig?," spørger hun fraværende. "Ja," svarer han. "Det regner alt for meget." "Ja." "Kan De sige andet end ja?" "Nej." "De gjorde det jo lige." "Javel." "Hold op med det." "Aj aj, kaptajn." Hun griner rødmende, hun er flov over hans fjollede svar og over at grine foran ham.