Mens børnene højlydt snakker og griner, er jeg fuldstændig fordybet i koncentration.
Opløftet af den overstadige stemning der er imellem børnene, får Katrine lidt afløb ved at lave et højt hop. Idet hun sætter af klemmer hendes lille hånd, om min indbundne pegefinger.
”AAV for S… For søren da Katrine” hyler jeg op.
Fingeren begynder at dunke igen. Hvorfor tog jeg ikke plaster med? Jeg er helt sikker på at det vil begynde at bløde igen, og jeg har ikke penge med til en ny pakke.
Hvorfor er jeg også sådan en ged med knive?
For at gøre det hele komplet, faldt jeg på trappen da jeg ville hente plastret, og slog hul på knæet. Typisk mig.
Mine tanker vender tilbage til indkøbene mens vi, stadig gående, nærmer os supermarkedet.
Jeg er dybt optaget af min tankerække, og opdager ikke at det forræderiske snørebånd er ved at gå op.
Da vi nærmer os den store busk hvor sutterne plejer at stå, bekæmper jeg min trang til at se efter tomme ølflasker, som jeg ellers altid gør, når jeg går her alene.
”Mor plejer altid at finde et par flasker under busken.” Fniser Jeanette til sin store kusine.
Jeg skal til at sige noget tilbage, men det eneste der kommer ud af min mund, er et højt hvin.
Jeg hører en høj knaselyd, samt lyden af bukser der revner. Da jeg endelig tør åbne øjnene, er den fugtige nøgne jord lige under min næse, men jeg har ikke ramt den. Diffust ser jeg mig omkring, og det går op for mig at jeg er havnet midt inde i busken. Flygtigt tænker jeg på, hvordan det ser ud udefra. Pigernes grin understreger min frygt. Jeg rækker armene ned for, på den måde at få skubbet mig ud, da min hånd lander på noget. En 1000 kr. seddel!
Jeg griber den, og er overraskende hurtig ude af busken. Jeg ser på seddelen, uden at kunne tro mine egne øjne, og stopper den så i lommen. Hurtigt kører jeg fingrene igennem mit nu, uglede hår. Jeg skynder mig at rette på tøjet, og vælger at overse det store hul der er kommet på knæet i mine jeans. Det lyserøde plaster med ”Hallo Kitty” titter ud. Men jeg er ligeglad. Glemt er alle dagens uheld (og ømhed), og glemt er min stolthed.

Lige nu er jeg bare så glad!