Værdiladning

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv historie hvor du lægger hovedvægten på beskrivelsen af det sted hovedpesonen befinder sig. Beskrivelsen skal være værdiladet (altså ikke neutral). Det kunne være beskrivelsen af forberedelseslokalet man sidder i, inden man skal til mundtlig eksamen, det kunne være tandlægens venteværelse, eller måske beskrivelsen af en regnskov i Sydamerika. Målet er, at din værdiladede beskrivelse skal danne billeder, følelser og oplevelser inde i læserens hoved, så læseren selv føler at han/hun er tilstede.

9 kvadratmeter med ingenting og alting. Det var en sjælden bedrift, at kunne feje sit blik ud over 180 grader og se absolut ingenting, men samtidig blive mindet om alting.
Hvorfor man var her.
Hvad man havde gjort.
De tomme, betonklædte vægge stod som truende kæmper, der med grimme ansigter genspillede de handlinger, som havde ført mig herind. Her eksisterede fremtiden ikke, for det var fortiden, der elskede ideen om intet. Det var sådan den indhentede en. Det var sådan den hjemsøgte en. Og de gode af minderne; de manglede. Ligesom bordet i hjørnet manglede. Sengetøjet på sengen manglede. Billeder manglede. Gardinerne, som ville have skjult de kolde tremmer, manglede også. Jeg ville have haft blå gardiner, hvis jeg selv måtte vælge. Blå som himmelen.
Bare jeg selv manglede i rummet.
En lille lampe hang ned fra loftet, og lyste ned på mig. Det var et mærkeligt lys. Det var et fordømmende, smerteligt lys, som ikke lod mig sove. Det var altid tændt og evigt overvågende. Ikke ligesom solens rare lys, som dog var en sjælden gæst. Tremmer er ikke så gæstfrie.
Der skulle ikke meget berøring til, før den knasende vægoverflade skællede. Streger, som afmærkede de forgangne dage var endnu ikke så mange, men der var nok af dem. Det var ligesom i film. Det var bare ikke en film. Bare det havde været en film, så kunne jeg bare gå bag scenen, og grine med mine medspillere. Måske mødes med instruktøren og prøve hans megafon. Så ville jeg have skreget fortiden væk, og væggene omkring mig ville falde sammen, og jeg ville være ude.
På en måde var jeg vel allerede bag scenen. Bag verdens scene, hvor ingen grinte, og hvor instruktøren holdte megafonen for sig selv. De sande helte er jo alligevel allerede på scenen.
Så hvad brug er der for os? Hvad kan vi udrette?
Intet.
Og det er præcis hvor vi er nu.

Skriv kommentar

Besvarelsen Bag Verden er publiceret 30/04-2010 16:53 af Ivan Torsten (Hubble) under skriveøvelsen Værdiladning.
Version 1 - 30/04-2010 16:53
Besvarelsen er på 318 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

10 år siden
#1 Astrid Harboe (bette o)
Hej, super god ide med fængselrummet (går ud fra det er hvad det er). Synes generelt at din tekst er godt skrevet - dog synes jeg at den er lidt overdramatisk nu og da - især ved beskrivelsen af lampen i loftet.

/Astrid
10 år siden
10 år siden
#2 Ivan Torsten (Hubble)
Hej Astrid
Tak for din kommentar! Kan godt se, hvor du vil hen med lyset. Jeg tænkte, at jeg ville lege med det faktum, at lyset er hans eneste rigtige visulle billede. Derfor gjorde jeg det lidt "wow, lys!" for at understrege kontrasten til intetheden omkring ham. :)
10 år siden
10 år siden
#3 peterpedal
Beskrivelsen fungerer ikke rigtig for mig, for jeg får alt det at vide som ikke er der! Og beskrivelsen skulle jo netop være værdiladet i forhold til hvordan der var det sted hvor hovedpersonen befandt sig

Selvfølgelig kan jeg godt se, at savnet af ting, kan give en stemning og en værdiladning, men på en måde virker det spild at bruge de fleste ord på alt det som ikke er der.


Når jeg har set fængselsceller er de netop spækket med alt muligt og umuligt, fordi de er på så få kvadratmeter. Det er en hel stue, et helt liv, mokket ind på få kvadratmeter. plakater, billeder af kæreste, børn, familie, tv, askebæger og smøger? hvad er der af møbler, er der toilet og vask i cellen.

Altså jeg kan slet ikke se andet end ingenting, en seng og nogle tremmer og en lille lampe fra loftet.

Jeg følte ikke cellen.

mvh Peter
10 år siden
10 år siden
#4 Ivan Torsten (Hubble)
Hej Peter.
Tak for din kommentar!
Jeg prøvede vel et eller andet sted at lave addition ved subtraktion. At fremføre en dobbelprojektion mellem hovedpersonen og hans celle. At han projicerede sit savn ud på rummet, og rummet intetheden og fortiden tilbage i ham.
Hvis man var fanget i en celle, hvad ville man ellers føle end en lyst til ikke at være der. 50 år senere er det ikke toilettet i hjørnet man husker, men følelsen af stedet. Man mærker måske ikke cellen, men den kommer til at mærke dig - også efterfølgende. Det var den form for dualitet og gensidighed jeg prøvede at skabe.

Men måske misforstod jeg bare opgaven.

Men godt input; det var jeg glad for :)
10 år siden
10 år siden
#5 Sine Simonsen (Sinegen)
genialt!!!! jeg græder næsten ..... suk 5 stjerner helt klart
10 år siden
10 år siden
#6 Lise Eva Kramer (Lille spejl)
En rigtig god beskivelse af en fængselscelles følelsesmæssige nøgenhed. Hvor er det dejligt at læse en historie uden de kedelige sproglige fejl.
10 år siden
10 år siden
#7 Pia Hansen
Ikke dårligt. Absolut ikke :-)
Det er meget tydeligt at hp. ikke kan lide at være i fængsel. Dermed er værdiladningen i orden. Jeg synes faktisk også du får vist, hvordan cellen ser ud, i sin kedsommelighed.
Der er en del fine formuleringer. Den bedste er måske hp.s fromme, forståelige ønske: bare ejg selv manglede i cellen.

Pia H
10 år siden
10 år siden
#8 N Munjas
Meget flot beskrivelse med en fantastisk dybde ;)
Du skriver flydende og behageligt, og de korte sætninger viser virkelig "jeg'ets" frustration.

Mvh. Munjas
10 år siden