9 kvadratmeter med ingenting og alting. Det var en sjælden bedrift, at kunne feje sit blik ud over 180 grader og se absolut ingenting, men samtidig blive mindet om alting.
Hvorfor man var her.
Hvad man havde gjort.
De tomme, betonklædte vægge stod som truende kæmper, der med grimme ansigter genspillede de handlinger, som havde ført mig herind. Her eksisterede fremtiden ikke, for det var fortiden, der elskede ideen om intet. Det var sådan den indhentede en. Det var sådan den hjemsøgte en. Og de gode af minderne; de manglede. Ligesom bordet i hjørnet manglede. Sengetøjet på sengen manglede. Billeder manglede. Gardinerne, som ville have skjult de kolde tremmer, manglede også. Jeg ville have haft blå gardiner, hvis jeg selv måtte vælge. Blå som himmelen.
Bare jeg selv manglede i rummet.
En lille lampe hang ned fra loftet, og lyste ned på mig. Det var et mærkeligt lys. Det var et fordømmende, smerteligt lys, som ikke lod mig sove. Det var altid tændt og evigt overvågende. Ikke ligesom solens rare lys, som dog var en sjælden gæst. Tremmer er ikke så gæstfrie.
Der skulle ikke meget berøring til, før den knasende vægoverflade skællede. Streger, som afmærkede de forgangne dage var endnu ikke så mange, men der var nok af dem. Det var ligesom i film. Det var bare ikke en film. Bare det havde været en film, så kunne jeg bare gå bag scenen, og grine med mine medspillere. Måske mødes med instruktøren og prøve hans megafon. Så ville jeg have skreget fortiden væk, og væggene omkring mig ville falde sammen, og jeg ville være ude.
På en måde var jeg vel allerede bag scenen. Bag verdens scene, hvor ingen grinte, og hvor instruktøren holdte megafonen for sig selv. De sande helte er jo alligevel allerede på scenen.
Så hvad brug er der for os? Hvad kan vi udrette?
Intet.
Og det er præcis hvor vi er nu.