-Nej! Nej,nej!
Øjne vendte sig mistroisk mod den paniske barnestemme.
-Jeg vil se hans tænder!
Julemandens tænder? Hvad i alverden er der dog galt med det barn?
Sneen var faldet tidligt i år. På legepladsen lå den i sammenblæste smådriver, og hver gang der kom et vindstød slog den mod ruderne og dannede guirlandeagtige mønstre.
Endnu 5 dage til den rigtige jul, men vuggestuen havde sat alle sejl til for at levere troværdig julestemning. Claus hed han, pædagogmedhjælperen som stod der og så lidt fjoget ud med det store vatskæg. Han forsøgte at smile, men smilet kom ikke rigitg frem gennem vatfacaden, og øjnene flakkede usikkert.
Drengens mor forsøgte at tale ungen til ro.
-Det er jo bare julemanden. Han er sød. Alle børns ven. Han kommer med gaver. Vil du ikke gerne have en gave?
-Neeej! Jeg vil ikke! Jeg vil se hans tænder!
Forældrene omkring begyndte at rømme sig nervøst. Pædagogerne så udæskende på hinanden. Er der nogen , der ved, hvordan man takler en sådan situation? De andre børn sad stille med mundvigene den forkerte vej.
Moren rejste sig og bar det skrigende barn undskyldende ud af lokalet. Så var der ro bortset fra lyden af sne, der slog mod ruderne. Men det var jo helt, som det skulle være.
Claus, stadig med flakkende blik, tog sækken ned fra skulderen og ville til at dele gaver ud.
-Ho, ho, ho! Forsøgte han sig.
-Ho, ho, ho!
Pigen der sad nærmest begyndte først at græde. Lidt efter hørtes spredte klynk overalt i rummet og sneen mod ruderne gav genlyd af rusk og trængte ind som ubebudet kulde.
Øjne rettedes mod pædagogerne, der stadig mest så på hinanden. Gaverne var stadig i sækken og Claus vidste ikke, hvor han skulle kigge hen.
Så rømmede lederen sig.
-Vi har jo også en sang, vi skal synge.
Når man gik forbi udenfor så man et idyllisk syn af en vuggestue med fygende pulversne på legepladsen og sneguirlander på ruderne, og ud i den klare frostluft trængte nu stemningsfyldt de kendte toner af barndommens jul. Den vi alle tror, vi kan huske.