En scene fra det vilde vesten

Western

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv tekst, der tager sit udgangspunkt i det vilde vesten. Altså en western, gerne med vaskeægte helt og led skurk, og hvad der nu ellers hører sig til. Brug gerne mange sanser i beskrivelsen. Der skal affyres mindst ét skud undervejs i historien. Du vælger selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

Orange sand breder sig i alle retninger så langt det menneskelige øje rækker, i horisonten smelter det sammen med himmelens blå. Ørkenlandskabet er goldt og øde, kun en enkelt by, som alligevel er for lille til at være optegnet på kort, ligger i læ af nogle af nogle klippefremspring og tilbyder vand og husly for de langvejsfarende. En øde by hvor kun de ødelagte mennesker slår sig ned, hvor kun de håbløse varetager det evige genopbygningsarbejde af alle de ting, der er af lave på de faldefærdige mørnede bygninger, som ingen mængde af arbejde kan redde.
Den store bymidte flankeres af åbne stalde, hvor række på række af brogede og brune heste står tøjret i skyggen og overværer mændenes mærkelige adfærd på pladsen. Et dusin mænd står linet op i to grupper overfor hinanden med vurderende blikke stift hæftede på modstanderne. Deres sejhudede solbrændte ansigter er hårde, som var de hugget i granit, og deres store hatte kaster skygger over deres øjne, gemmer følelserne af vejen, lader vinden tage dem med sig og blæse dem ad helvede til.
Manden adskiller sig fra de støvede kaktusser og hestene i stalden ved hans stolthed. Den plagen-de nagende stolthed der tankeløst vil kaste manden i sin grav, om blot døden skulle tjene til hans rygtes anseelse.
Mændene nedstirrer hinanden i tavshed, i gammelt indestængt had gennem tiden ophobet og be-hærsket, men nu opflammende i koldblodigt arrigskab. De drypper af sved i den hede sol, men nu er de endelig kommet til afgørelsens time efter mange års higen og søgen og råben og jagen. Nogle af dem har gode grunde til bitterhed og had, medens andre har gjort sig fortjent til bitterheden og ha-det, og ingen af dem kan tænke på noget andet end det forestående opgør.
Den første pistol bliver trukket, den bitreste af mændene løfter sin arm, så hurtigt som han kan, og fyrer af mod de mænd han hader, men de andre er heller ikke langsomme på aftrækkeren. Den første mand falder død om, ham er der ingen der vil savne. En anden triller om på jorden med et vræl og presser hånden mod stedet, hvor blodet fosser ud. De hadske mænd bliver bitrere og ondere i sulet. De kaster sig mod jorden og skyder hurtigt og præcist op mod de nemme mål, som falder én efter én under desperate forsøg på at gengælde ilden.
Duellen er tabt. De forhadte har set nok af deres medsammensvornes blod i sandet. De springer op på deres heste og galoperer væk under stadig beskydning. Snart er der ikke andet end støvskyen fra hestenes hove mod sandet at skimte i det fjerne.
Tilbage står de bitre mænd og kigger på deres ofre, der ligger på jorden; døde eller døende. Hadet har de fået afløb for. Bitterheden er en fortrolig ven hos den hærdede mand.

Skriv kommentar

Besvarelsen En scene fra det vilde vesten er publiceret 05/04-2011 11:32 af Eli Adelholm (Hypervorean) under skriveøvelsen Western.
Version 1 - 05/04-2011 11:32
Besvarelsen er på 469 ord og lix-tallet er 40.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

8 år siden
#1 Carsten Breuning (carstenb)
Hej Hypervoean,

Der er nogle gode scenografiske beskrivelse, men historien kommer ikke helt rigtigt til "liv" for mig. Jeg savner en hovedperson eller en grund til opgøret (jeg er klar over at du har skrevet det uden grund til opgøret med vilje). To grupper mænd der står på en øde gade og plaffer hinanden ned giver ikke en helstøbt historie. Jeg troet du var ved at spore dig ind på det med følgende:

Manden adskiller sig fra de støvede kaktusser og hestene i stalden ved hans stolthed. Den plagen-de nagende stolthed der tankeløst vil kaste manden i sin grav, om blot døden skulle tjene til hans rygtes anseelse.
Her går du over til enkelt person (alt andet er i fleretals) og læseren tror derfor at nu kommer der en Hovedperson som giver historien lidt personligt vinkel. Men der er kun den ene sætning. derefter går du tilbage til flertal.

Men bliv endeligt ved med at skrive - øvelse gør mester som det siges og du er kommet godt igang.

mvh

carsten
8 år siden
8 år siden
#2 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Voldelig og rå western, fuld af bitterhed og følelseskold had. Sikke en historie. Jeg vil give Carsten ret i at der mangler liv i teksten, Og det tror jeg, har noget at gøre med din tendens til at overlæsse din tekst. Kort sagt, skal du arbejde med at skære overflødige gloser væk, der tynger teksten urimeligt ned, når du faktisk har en ret god historie.

Her fx:
"Den store bymidte flankeres af åbne stalde, hvor række på række af brogede og brune heste står tøjret i skyggen og overværer mændenes mærkelige adfærd på pladsen. Et dusin mænd står linet op i to grupper overfor hinanden med vurderende blikke stift hæftede på modstanderne. Deres sejhudede solbrændte ansigter er hårde, som var de hugget i granit, og deres store hatte kaster skygger over deres øjne, gemmer følelserne af vejen, lader vinden tage dem med sig og blæse dem ad helvede til."

Det kunne nænsomt forkortes:

"Bymidten flankeres af åbne stalde, hvor rækker af brogede og brune heste står tøjret i skyggen og overværer mændenes mærkelige adfærd på pladsen. Et dusin mænd står i to grupper overfor hinanden med vurderende blikke på modstanderne. Deres sejhudede solbrændte ansigter er hårde, og deres hatte kaster skygger nedover øjnene, gemmer følelserne af vejen, lader vinden tage dem med sig og blæse dem ad helvede til."

For du skriver ellers godt.
8 år siden
8 år siden
#3 a.k.a Højriis
Hej Hypervoean

En rå western sprængfyldt med action. I like!

Jeg er enig med Mikala i at den er lettere overlæsset, og at nogle ting godt kunne skæres væk, tilfordel for lidt mere historie - Men det er svært at nå at få skrevet alt det ned, man har på hjertet og i hovedet på bare 500 ord - Jeg kender det alt for godt!

Når det kommer til dette stykke: Manden adskiller sig fra de støvede kaktusser og hestene i stalden ved hans stolthed. Den plagen-de nagende stolthed der tankeløst vil kaste manden i sin grav, om blot døden skulle tjene til hans rygtes anseelse. som jeg sætter sammen med beskrivelsen:
Bitterheden er en fortrolig ven hos den hærdede mand.
Så læser jeg det som om du beskriver hvad det er der der udgør forskellen mellem dyr, planter og mennesker - hvad der gør manden til MAND.

Du kunne måske i det første stykke jeg citerede, med fordel have udskiftet ordet "manden" med ordet "mennesket" - Det ville ikke have ødelagt din historie, og havde givet et mere klart billede på hvad det egentlig er du mener. -For jeg er enig i det carsteb siger, at læseren tror der nu kommer en hovedperson, det troede jeg også selv, indtil jeg læste den sidste linie, og så gik det op for mig, hvad det egentlig var du mente :)

Og set i det lys, så synes jeg egentlig ikke det gør noget at der mangler en hovedperson :)

mvh
8 år siden