Alex kigger sig utålmodigt om. Hvor bliver hun af? Hans sorte hue er allerede dækket af et hvidt slør. Han stamper i jorden, så sneen bliver helt hård. Den kolde vind går lige gennem i hans tykke dynejakke. Det er koldt. Han står og bander arrigt. Sandheden er gået op for ham, men han vil ikke indse det. Brændt af. Han smager på de bitre ord. Han ved det, og alligevel står han og venter på hende. I femten graders kulde. Idiotisk. Han kigger på sit armbåndsur. 20.30. En time for sent. Han overvejer at gå hjem. Hjem i sin varme stue. Han tænker sig om en ekstra gang. ¨Da han er på vej væk bliver han ramt. Lige i nakken. En kold og våd snebold. Han tørrer arrigt sneen væk med vanten og vender sig om. Da står hun. I sit eget personlige mirakel. Det sorte hår glitrer smukt i skæret fra lygtepælen. Hun smiler til ham. ”Ville du gå uden mig?” Hans vrede fordufter og han smiler tilbage. ”Nej.” Han tager hendes vantebeklædte hånd og trækker hende ind til sig. ”Jeg kommer for sent.” Hvisker hun undskyldende men legende. ”Ja.” Ordet kommer uden betydning. Det er lige meget for ham. Hun er der nu, hun er ventetiden værd. Hun vrider sig løs. Og bukker sig ned. ”Nej, du kan tro nej.” Han løfter hånden med et smil og ser hende i øjnene. Hun fyre en våd snebold lige i ansigtet på ham. Han tørrer ansigtet og spytter sneen ud af munden. ”Nåh…” Truer han og som et lyn har han fyret en i nakken på hende. Med hvin kaster hun endnu en mod ham, men rammer forbi. Sneboldkampen er i gang. Efter et stykke tid løfter Alex dine arme. ”Jeg overgiver mig.” Smiler han. Hun smiler stolt og sjaskvåde nærmer de sig hinanden. Han stikker hånden i lommen med et smil og siger alvorligt. ”Zita, jeg har en gave til dig.” Hun smiler afventende. Han trækker hende tæt ind til sig. Hans blå øjne finder hendes. Han tager hendes hånd. ”Skat.” Siger han. ”Skat, vil du gifte dig med mig?” Han hiver en lille sort æske frem og tager en sølvring frem. Hun nikker. Bøjer sig frem og kysser ham. ”Se det var værd at vente på.” Mumler han, og hun nikker. ”Se det var ventetiden værd.”