Solen er så småt stået op og har begyndt sin daglige rejse over himmelen. Jeg ser dig igen i solens skær, det lys jeg bedst kan lide at se dig i, det lys jeg stort set altid ser dig i. Vi bor ikke langt fra hinanden. Det er nok derfor vores rute altid ender med at blive den samme, det er efterhånden blevet en slags rutine for mig. En rutine der nu sidder så dybt i mig, at mit hjerte bliver grebet af panik hvis jeg ikke ser dig. Hvor er du? Hvem er du sammen med? Er du i fare? Men det har du til min lettelse aldrig været, min angst har altid været unødvendig, den har altid latterliggjort mig. Hvorfor får jeg det sådan når jeg pludselig ikke ser dig? Jeg kender jo ikke dit navn og vi har aldrig talt sammen. Men jeg prøvede faktisk engang at sige noget til dig, vidste du det? Sikkert ikke, for du ser mig aldrig. Men den dag forsvandt mit mod som dug fra solen da en af dine veninder løb hen til dig så i kunne følges. Det gjorde alligevel ikke så meget, du lyste op i et smil da du så hende, jeg kan godt lide dit smil.

I flere år har jeg gået bag dig, altid gået bag dig, men du har aldrig vendt dig om og set på mig. Men det gør ikke noget, jeg nyder at gå bag dig, bare at kunne stjæle blikke af dig og nyde dig i stilhed. Dag efter dag ser jeg dig, ser din udvikling. Brænder solen pludselig mere? Jeg har altid ønsket at turen til vores bestemmelsessted var længere, men jeg bliver altid vækket af sandheden, som var jeg lige vågnet fra en fantastisk drøm jeg gerne ville drømme noget længere. Der er i realiteten ikke særlig langt fra vores rutes start til dens slut. Og her skal vores veje skilles, for vi går ikke i samme klasse. Jeg stjæler et sidste blik af dig inden jeg møder mine venner ved skoleindgangen.

Jeg opdager ikke at du netop påbegynder en vigtig del af din daglige rutine, det opdager jeg aldrig. Inden du går ind på skolen ser du dig over skulderen, du ser på mig. Dine kinder blusser op som solnedgangen og du føler med et sødt lille smil at solen pludselig brænder mere. Hvis jeg så dette ville jeg nok besvime af glæde, men jeg ser det ikke, det gør jeg aldrig. Og hver morgen sukker du lidt sørgmodigt over min uvidenhed og din egen mangel på mod, efter du har stjålet et sidste blik af mig. Det viser sig at du har en hemmelighed, ligesom jeg.