Den første dag i resten af dit liv starter her, sagde de. I dag begynder dit rigtige liv, sagde de. Du vil ikke fortryde det, forsikrede de mig.
Men nu? Mit hjerte galoperer som tusind væddeløbsheste på spring, blodet strømmer gennem mig - op til hovedet og ud igen, ned i fødderne, ud til fingerspidserne og min mave krummer sig sammen og vender snart vrangen ud på sig selv - det er jeg sikker på! Min kjole føles klaustrofobisk, og jeg kan knap trække vejret. Jeg kigger mig i det ydmyge spejl på væggen og ser svedperler fremane sig på min pande. Jeg forsøger febrilsk at tørre dem væk med min endnu mere svedige håndflade uden held. Hænger mit hår ikke også lidt? Det giver et sæt i mig, da klokkerne ringer. Min vejrtækning bliver til åndenød og jeg hviler mit hoved mod flisevæggen. Det banker på døren. Min hånd ryster da jeg rækker ud mod håndtaget. Jeg trækker den tilbage, kniber øjnene sammen og en tåre løber ad øjenvipperne og slippes fri, falder med en voldsom hast men indfanges og efterlader en grå plet på min hvide kjole. Jeg tager en dyb indånding og i et enkelt tag er døren åbnet, og jeg er ude. Min fader står i våbenhuset. Hans smil er større end nogensinde før og han nikker opmuntrende til mig. Jeg smiler ved synet af hans glæde. Han har været så fjern så længe, trist og indelukket, men nu er han igen min helt egen fader. Våbenhuset er pyntet med forfærdelige blomster i violet og blå, og da min fader rækker mig buketten, må jeg gribe ud efter den med en indre suk. Dette var ikke, hvad jeg ville.
Orgelet begynder at spille, og min fader tager mig i armen. Jeg kender ikke engang sangen, men orgelets klang er indbydende og pianisten spiller smukt. Dørene bliver åbnet og kirkesalen kommer til syne. Min vejrtrækning stopper, da vi tager vores første skridt. De er små, som vi fik besked på, og vi snegler os frem mod alteret. Jeg kigger ikke på ham, bare rundt og rundt og rundt. Bænkepartierne er pyntet skiftevis med lys og blomster for enden. Der er placeret lyseblå bånd på gulvet, der viser mig vejen. Alle smiler til mig og hvisker til hinanden. Det vrider sig i maven på mig, sveden pibler i mine håndflader, og mit hjerte er på vej ud af halsen på mig. Der er kun én vej ud herfra, og den er for længst passeret.
Men da jeg kigger op, og jeg ser ham i øjnene er alt andet pludseligt ligegyldigt. Min fader er væk, præsten forsvundet, gæsterne usynlige og der er kun mig, ham, orgelet og én vej frem.