"I morgen er i dag" hvisker han sløvt i hendes øre og smiler stille, men ikke til hende, for lige i det hun skal til at smile tilbage, forsvinder hans smil i den tynde natteluft og lader ansigtet stå nøgent tilbage. Han lader blot sit blik vandre væk fra hende, alt imens han roder sig i håret og spejder henkastet ligegyldigt ud i den sorte nat. Han har det lille skæve smil i mundvigen, som om han har noget i sinde, han ser tomt ud i det kolde havneskum som ligger som en tyk hinde på vandets overflade. Han ligger sig med et bump på den kolde, hårde asfalt, åben overfor livet med hovedet hvilende på de korslagte arme. Duften af asfalt og røg gør hende svimmel, hun tager sig til hovedet for ikke at miste hendes kontrol helt. Hun sætter sig forsigtigt ved siden af ham og krybber benene til sig i en mekanisk bevægelse, hvert sug han tager, gør hende mere og mere svimmel. Hun iagttager de markerede blodåre på hans rur hænder og sukker stille, i det hun lukker øjnene fylder en rus hendes blod med en sitrende følelse af velbehag, som om ti tusinde bobler sprudler og sprænger i hendes krop. Lyset fra lugtepælene, danner dansende skygger på deres blottet hvide hud som skinner mat. Natten er evig og dagen en illusion.

Han snakker, om alle hans drømme, alt imens han ligger der og ser drømmende op i nattehimmelen, han bruger fagter og store armbevægelser, han kan slet ikke skjule sin appetit, han er i live tænker hun, og ser fascineret på ham, aldrig har hun mødt en som, var så levende, som ønskede, hungrede efter at være i live, se, føle alt på denne måde som han. Han fik hende til at føle sig lille, ubetydelig, men samtidig følte hun at hun kunne få en bid af livet ved bare at observere ham, det gav hende mere end noget andet, en følelse af tilstedeværelse i verden, i livet, en følelse af uudtømmelig lyksalighed blandet med en dyb forpint ensomhed, følelsen af at være. Han var ikke bange for livet, som hun var, han turde gøre det uforudsigelige, han turde blotte sin sjæl og evigt blomstrende hjerte for hende, som blot var en anden fremmede, der snart forsvandt tilbage i natten til hendes evige skyggeland. Hun ville ønske han kunne se, hvad han gjorde ved hende, han fik hende til at føle igen den nat og det kolde forbitret pigesind blev farvet af hans varme væsen.

Natten er en illusion og dagen evig, sådan er virkeligheden. Derfor forlod hun ham i tågen og vandrede tilbage til hendes skyggeland, virkeligheden blev for virkelig.