Jonas: Det gik jo godt.

Wivianne: Ah... Jeg ved ikke rigtig.

Jonas: Hvad mener du dog?

Wivianne: Jeg synes, at det var en smule akavet, eller var det bare mig?

Jonas: Jo, måske lidt akavet, men vil det ikke virke sådan hver gang man kommer hjem og præsenter en ny kæreste?

Jeg blev sur. Den der gamle vulkan, der ligger og ulmer inde i mig, begyndte at sprutte.

Wivianne: (Råber) Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?

Jeg drejede af til venstre, og begyndte at gå hurtigere, uden at vende mig om for at se om han fulgte efter mig. Mens jeg gik, knyttede jeg mine hænder så mine negle næsten borede sig ind i mine håndflader. Jeg småsnakkede lidt med mig selv.

Wivianne: Er han værd at blive så sur over? Det hele er jo kun et skuespil, til ære for mine forældre.

Svaret kendte jeg særdeles godt. Ja, åh ja. Også i den grad. For det smertede lidt at han havde sagt de ting og så på den måde. Han havde jo sikkert mange gange inviteret en af sine kærester med hjem og hun ham. Men som jeg jo også tænkte, måtte det mest være akavet for den der blev inviteret med hjem, men i det her tilfælde, følte jeg mig som klovnen i dette cirkus jeg selv havde sat i gang. Der lå en bakke omme bag hvor mine forældre bor, så der gik jeg op og satte mig, fuldstændig ligeglad med hvor han befandt sig. Hvor længe jeg sad der ved jeg ikke, men lige pludselig var det som om jeg kunne fornemme, at nogen så på mig. Eller holdte øje med mig? Var det mon ham? Lige med ét gav luften genklang af mit navn, da Jonas råbte mit navn.

Jonas: Winnie, skat, der er mad.

Noget inde i mig, bandede denne her latterlige spøg langt væk. Det var nok mest pga. ham. Hvorfor blev det også lige ham? Den måde han sagde mit navn på og så også det forbandet SKAT, kunne drive mig til vanvid. Et er jo, at jeg godt ved at det er skuespil, noget andet er jo at jeg gerne ville have det til at være virkelighed.

Jonas: SKAT?

Jeg rejste mig uden at sige noget eller se på ham. Da jeg kom ind, var maden færdig og bordet dækket. Det så rigtig hyggeligt ud, med dæmpet lys, dug, servietter og med levende lys og de roser han havde foræret min mor, i det han trådte over dørtærsklen til mine forælders hjem. Det var næsten som om mit hjerte gik i stå, da jeg så det. Mine forældre sad ved bordet og snakkede høfligt med min "såkaldte" kæreste.