Louise havde det svært den dag på arbejde. Det var som om alle vidste det. Hun har aldrig kunne holde noget tæt, men denne gang var hun nødt til det. konfrontationen om det hun havde gjort, ville nok ændre deres syn på hende for altid. Det er to dage siden, og hun har ikke kunnet sove. Når hun har lukket øjnene i et splitsekund, får hun flashbacks om Kasper. Drivvåd og livløs. Hun havde nødt til at gøre det, alternativet havde været uudholdeligt. Hun havde altid elsket ham. de to år de havde boet sammen, havde været fantastiske. Han var der altid for hende hvis hun havde brug for at snakke, og havde altid tid og tålmodighed med hende - lige meget hvor sur, ked, eller frustreret hun var. Hun sad foran sin computer på arbejdet og prøvede at udsende nogle salgsfakturaer, men kunne ikke. Hun gik meget stille over til Stines skrivebord. Hun var i gang med at en telefonsamtale. Louise stod og ventede. Kiggede ned i gulvet.Louise blev færdig med at snakke, og kiggede på på Louise: "Skal vi gå for os selv?" spurgte hun. De havde kendt hinanden længe, og vidste alle små pinlige ting om hinanden, og hun havde kunnet mærke på Louise at der var noget som det ikke burde.. Det var på tide at hun får det af vide. Så må det briste eller bære. Louise kunne ikke holde det tæt mere. De går udenfor, og står tavse overfor hinanden noget tid.
"Hvad er det, Louise?" spørger Stine, og kærtegner Louise på armen.
"Jeg har gjort noget forfærdeligt...!" siger Louise
"Hvad nu?" spørger Stine chokkeret.
"jeg blev nødt til at gøre det. Jeg kunne ikke holde ud at se det mere..." Siger Luise hurtigt og fortsætter: "... Han lå bare der, helt livløs! Jeg kunne ikke gøre andet"
"Hvad har du gjort? hvad er det Louise? du bliver nødt til at sige det!" Siger Stine og trækker sig lidt væk i forargelse og chok.
"Det var Kasper. Han er væk nu. Du må ikke sige noget til andre. Vil du foragte mig for altid?" Spørger Louise, og bryder ud i tårer.
Stine løsner op i kroppen og går tættere på Louise igen, og fniser mens hun siger: "Kasper? Din guldfisk? Han var gammel, og bare en lille fisk! Stine... du bliver nødt til at tage tingene mindre alvorligt hele tiden"