Mørket bliver tættere og tættere des nærmere jeg kommer mit mål. Rygsækken sidder stadig godt, ingen snærende remme, ingen rygsmerter, kun tyngden af tøj, Trangiaen, min dolk, og mine andre småting vejer. Jeg går stille igennem skoven, Pludselig foran mig, ligger shelteret hvor jeg har tænkt mig at overnatte. Det er svært at se fra stien, Det ligger godt skjult.
Jeg står helt stille, vurderer lejrpladsen, ikke en vind rører sig, ikke en lyd fra skoven høres. Det er som om jeg er helt helt alene herude i den mørke trygge skov.
Stiller min rygsæk fra mig, rart at slippe for tyngden. Der er stadig lidt lys at orientere sig i. Jeg finder hurtigt noget småkvas, og få samlet nogle mindre pinde fra skovbunden. Kort efter er der små flammer i mit bål, jeg putter mere kvas og lidt større pinde på, snart har jeg gang i et dejligt bål. Jeg sætter mig tæt ved, og mærker varmen fra ilden, hører langt væk ildens knitren da tankerne tager stille over, imens varmen breder sig i min krop.
Langsomt slipper jeg tankerne da jeg mærker sulten, ved det er på tide at begynde at forberede et aftensmåltid, er også total bevidst om at jeg denne dag har gået langt, og ikke fået spist så meget som jeg burde, maven rumler.
I halvmørket finder jeg min Trangia og skiller den ad, næsten automatisk skruer jeg gasdåsen fast, har gjort det så mange gange før. Jeg tømmer min ene halvanden liters flaske i gryden og tænder for gassen, det skal gøre godt med suppen, den vil give mig mæthed og varme. Mørket bliver stadig tættere, men det gør ikke spor, da mine øjne har vænnet sig til mørket, og mit bål lyser nok op så jeg kan se helt op til shelteret. Stjernerne er ny begyndt at kunne ses tydeligt, ser tydeligt karls vognen, og ovenfor nordstjernen, igen kan jeg ikke lade være med at tænke hvad der mon er derude. Tror ikke på vi er de eneste.
Kigger igen rundt på lejrpladsen, bliver glad over at se der er ryddet pænt op fra de sidste der må have været her, får egentlig en fornemmelse af at det er meget lang tid siden pladsen sidst var i brug. Kan se at vandet nu koger, det er tid til at putte mit suppemix og mine pastahorn i, glæder mig til at spise, det har været en dejlig men hård dag. Glæder mig også til jeg snart ligger i min varme sovepose, i shelteret, og bare er helt alene i mørket, men ufattelig tryg. I morgen er der en ny dag der venter.