Historien om min tilværelse føles lang, og nogle mennesker kommer ikke engang så langt som jeg har været, men alligevel er eventyret endt nu. Jeg ligger her sammen med alle de andre, der er forkastet, opbrugt og sjælløse. Vi er alle lige nu, blevet rippet for hvad vi havde at byde på, og skraldet for finesser og billige kopier.

Frankrig er smuk, aromatisk og sensuel. Intet er som den sydlandske sol, vinden og hvordan den hev i mine frugters skørter. Manuél kom som regel og nynnede melodien Complainte du la butte, mens han fejede gulvet og røg sine hjemmerullede cigaretter.
Det næste jeg husker er min rejse til Sverige. Jeg blev kørt af sted sammen med min venner, og mest af alt var vi spændt på det nye land, med de nye mennesker og idéen om at være den rige indflytter. Vi blev sat af foran en meget fin forretning, og en ung mand bar os ind i forretningen. Udsigten fra denne hylde var fantastisk. Jeg kunne se ud af butikken, og helt over på den anden side af gaden. Herfra var alt spændende.
I løbet af dagen kom der kun et par få kunder ind, men ingen kiggede op, og sådan gik der uger, måneder og efter tre et halvt år havde jeg samlet støvet omkring mig.
Så en dag kom et ægtepar ind, de spurgte efter mig, af alle de andre slags og forskellige formede arter, så var det mig der blev spurgt efter. Eller i hvert fald min slags. Pointen er at jeg blev valgt. Mine venner og jeg blev så adskilt, men afsavnet var ikke så stor som spændingen på det nye. Forandringen. De tog mig med ud i bilen og lagde mig på bagsædet.
"Hun har bare brug for noget støtte, Henrik" sagde damen til manden.
"Trine, hun er ikke den samme mere! Hun har et problem, og du støtter kun hende i at miste kontrollen til det her... selvom hun er din søster, så kan man ikke så igennem fingre med at hun har udviklet sig til et ensomt og kynisk menneske." responderende manden. Lidt efter bremsede bilen på en grusvej, og parret steg ud. Kvinden holdt om mig, og de lange fine negle holdt sylespidst vagt for min flugt. Forventningsfuld iagttog jeg parret og til min skræk stoppede de foran en dør og ringede på. Cigaretrøg, forrådnelse og indelukkethed blev lukket ud af døren der blev åbnet.
"Hvad vil du, Trine?" spurgte den slidte kvinde i døren.
"Den er til dig, som tak for at du passede Ida forleden." svarede damen med neglene.
Inden jeg vidste af det var jeg blevet lukket inde alene i det lille hus med den anden dame.
Et par timer gik, og jeg har blevet mildest talt blevet tortureret. Ubarmhjertigt tømt.

"Hvem var du før?" spurgte en af de andre sjælløse.
Han havde sikkert bemærket at mit mærke var revet af.
"Chaplis 1er Cru, Montmains" svarede jeg fortabt.