Stakåndet sætter jeg mig i venteværelset. Sekretæren havde heldigvis ikke sagt noget, andet end at hun skulle bruge mit sygesikringskort. Hvilket ikke krævede andet svar end at give hende det.
Det er ikke sådan at veje alt for meget, og så skulle gå fem etager op til lægen.
Stolen er for lille til at jeg kan læne mig tilbage, så må sidde yderst på den og håbe at den kan holde. Det dunker ikke så meget i mit ben lige nu. Men jeg kan dårligt støtte på det, så det er ubehageligt at sidde yderst på stolen og være nødt til at støtte på benene.
Scanningen i sidste uge gik godt. Lægen mente ikke der var noget galt, men der havde været et eller andet, som han lige skulle undersøge nærmere.

Ind ad døren kommer der en ung kvinde, klædt i mærketøj og med flot lagt makeup, og en Luis Vuitton taske over armen. Men hendes øjne er nervøse. Hun kigger rundt i venteværelset og virker ubeslutsom og tøvende. Endelig sætter hun sig på en stol.
Jeg kigger igen op på spindelvævet i loftet. Det hænger der bare. Hvor er edderkoppen blevet af?
Kvinden kan ikke holde sig i ro. Hun rejser sig op og går hen imod døren. Henne ved døren stopper hun.
Hun bevæger sig ikke. Hun står der bare. Kigger på døren. Tasken holder hun stadig i hånden.
Der er helt stille i venteværelset. Havde det været en western var der rullet mindst en vindheks igennem værelset.
I det hun vender sig om, ser hun på mig med tomme øjne. Det føles som om temperaturen i venteværelset pludselig er faldet. Hun sætter sig tilbage på stolen og stirre tomt ud i luften.

Stilheden i venteværelset bliver brudt da lægen kommer ind og siger "Sofie Nielsen."

Kvinden, som åbenbart hedder Sofie, rejser sig og går med lægen. Jeg kigger efter hende. Helt mekanisk går hun efter lægen ud af venteværelset.
Stakkels kvinde. Burde jeg have sagt noget opmuntrende til hende?