Jeg farer på ham.
Jeg har fået nok.

Han vælter rundt i sengen, stirrer på mig med sine olivengrønne øjne.
Hans arme flyver op for at forsvare ham, men jeg har fat i hans trøje.
Det første slag rammer hans venstre kind, mens hans isse skraber mod væggen.
Han råber højt og jeg snerrer af ham.

Ingen vej tilbage.
Jeg lod den tage over, jeg slap vreden fri.
Nu er der kun overlevelse, der omgiver mine tanker.
"Slå ham igen," siger slangen inden i mit hoved. "Før han slår dig."
Jeg løfter armen, vil slå igen, men han ruller os rundt, så jeg nu er den sårbare.

Han løfter hånden, knytter den og slår til.
Smerten stråler gennem min kind, jeg ved at mit øje vil blive blåt lige så vel at hans bliver det.
"Jeg sagde, jeg ville slå igen," siger han hårdt, vredt, og trækker sig tilbage.
Han snøfter, ikke fordi han græder, men fordi han altid er snottet. "Gå så ud og tag den opvask."

Det var starten på det hele, det der gjorde mig vred og fik mig til at slå.
Han ville ikke lade mig sidde ved computeren bare fem fucking minutter mere.
Så han fik mig til at grine. Han fik mig til at true ham. Han fik mig til at gøre alvor af det.

Nogle gange elsker jeg min bror så højt, at jeg konstant er bekymret for ham.
Andre gange har jeg bare lyst til at slå ham så forbandet meget og råbe "Fuck dig!" af ham, mens han ligger og sunder sig efter at blive forsøgt tæsket af sin søster.
Han ved, at jeg er ustabil. Han ved, at når jeg griner, og når han er vred samtidig, så er det fordi jeg er lige ved at miste kontrollen. Jeg sagde det til ham i går.
"Jeg slår dig, hvis du ikke holder op." "Du ved jeg slår igen. Og hårdere.," var hans selvsikre svar.

Og jeg ved, at han slår hårdt.
Når jeg kilder ham, slår eller sparker han.
Når jeg driller ham eller prikker til ham længe nok, slår han.