Max huskede tydeligt hvad han havde gjort. Følelsen da han kiggede ned på den blødende mand og den blodige kniv i hans højre hånd. Hvis nu bare manden havde givet ham pengene i stedet for at gøre modstand, så var dette aldrig sket. Max huskede følelsen af chok og desperation der altid kommer af at have dræbt en mand. Specielt når det er første gang, og slet ikke var meningen. Derfor stak han af og løb alt hvad han kunne, hjem til sin lejlighed. Han nåede dog at se nogle vidner der hurtigt fandt deres telefoner frem og ringede til politiet. "Shit" tænkte han. Nu var spørgsmålet ikke længere om han blev fanget, men hvornår det skete. Og med hans fortid ville dommeren helt sikkert ikke gøre livet let for ham. Nu, en uges tid senere, sad Max i sofaen og vidste udmærket at det bare var et spørgsmål om tid før politiet fandt frem til ham. Han havde ikke sovet i en uge, og var konstant nervøs og paranoid. Tanken om at melde sig selv havde krydset hans sind, men han vidste at det aldrig ville ske. I sin choktilstand havde han nemlig smidt sin kniv på gerningsstedet, og hans fingeraftryk var jo allerede i systemet. Og Max fik ret. Sirenerne bredte sig i området og ind gennem hans vindue. Max vidste at nu var det slut. Han kunne enten lade sig anholde, eller gå ned i en såkaldt "blaze of glory". Han kravlede ud af vinduet og op af nødtrappen, og nåede til sidst op på taget. Her stod Max i den friske luft på kanten af taget og kiggede ned, med en cigaret i mundvigen. Pludselig blev døren sparket ind, og seks betjente gik i knæ med pistolerne pegende direkte på Max. De råbte at han skulle træde ned og komme dem i møde. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og sveden piblede ned af kinderne. Pludselig kunne Max mærke et smil brede sig på sit ansigt. Politiet råbte igen at han skulle træde ned og komme dem i møde. Midt i al den forvirring, trak Max en pistol. Falsk selvfølgelig, men det vidste de jo ikke. Mens skuddene fløj i retning mod Max, smilte han og tog et skridt bagud. Ud i friheden.