Vi var et par stykker der var samlet hjemme hos Leila. Vi så Dansk Melodi Grand Prix.

Jeg synes nu, det var nogle kedelige melodier. Leila havde ikke engang fået fladskærm endnu. Det var et af de gamle kæmpeskrumler hun havde inde i reolen. Reolen var forfærdelig, af mørkt træ, som bare var out nu. Hvorfor søren skifter hun den ikke ud! Hun er totalt umoderne! Og alle de bøger i reolerne, smid dem da ind på soveværelset. Jeg føler mig helt indeklemt, og nogle af dem lugtede endda gammelt. UFF! Leila siger godt nok hun elsker krimier, men alligevel!
Og så passer reolen slet ikke med de andre møbler i stuen. Mærkeligt hun havde valgt et lyst sofabord med glasplade i midten. Man kan jo se lige igennem, at hun havde proppet alle ugeaviserne og andet lort ind under. Godt der ikke ser sådan ud hjemme hos mig!

Og så denne her blå sofa til, den er altså gyselig og så i stof. Pletterne får hun sørme svært ved at fjerne. Gad vide, om hun ved, hvordan man gør?
Åh nej, har hun stadig det gamle bornholmerur? Bliver sindssyg af det tik tak hver gang, at jeg er her. Sælg dog det på loppemarkedet!
Jeg må tage mig til hovedet, det store monstrum står der stadig! Hvornår får hun taget sig sammen til at købe en bærbar computer! Hvad tænker hun på? Hun er bare så gammeldags.

Og alle de der kaffekander, hun har stillet på dæktøjsskabet- hendes samling, som hun synes er så flotte. Hun kvidrer om dem hver gang jeg besøger hende, og sidst havde hun lige købt en ny, med nogle forfærdelige orange blomster på. Orange var moderne i min ungdom, men da ikke nu. Og vi drikker stadig af det gamle stentøjsstel, sidst vævede jeg lidt om hun snart skulle udskifte det. Men det har hun vist glemt!

Leila og de andre jubler over vinderen, jeg må hellere være høflig og juble med.