Hvad er det også for en skæbne jeg har fået? Jeg hang på træet som noget af det fineste økologi. Ingen kendte til mig, jeg han på sydsiden, og fra vejen kunne man kun se nordsiden. Hver dag kunne jeg studere nye mennesker, som holdt ind til siden på den smalle vej, lige i svinget, langt nok ude så en bil kunne snige sig forbi. Det var altid danskere eller tyskere, og de havde altid et af de der store spejlreflekskameraer om halsen, hvor de havde påført en endnu større linse, så de virkelig kunne zoome ind - forbandet være de tingester - havde det ikke været for hende den lille fede pige og hendes nymoderne lort, så havde jeg stadig kunnet hænge og nyde udsigten - og hvilken udsigt! - Jeg hang højt nok oppe til at kunne se over de laveste fjelde, lang nok ude over skrænten til at kunne opsuge en hver detalje i dalen. Ved siden af mig havde været det fineste lille vandløb, som bruste under mig i et stort vandfald. Stedet var helt perfekt, og selv på overskyede dage fandt solen alligevel sin vej til mig. Jeg kan stadig fornemme dens stråler mod min sprøde skind, og jeg mindes hvordan jeg langsomt blev mere og mere rød og saftig. Ingen af de andre æbler på træet var som jeg. Deres skind afspejlede tydelig misundelse over ikke at hænge på sydsiden. Jeg var ikke blevet skabt som de, jeg var skabt til noget stort.
Min skæbne ventede mig stadig, da alt var blevet revet bort og jeg var med vold blevet revet ned fra min skønne plads i solen. De andre æbler havde leet håneligt og forbandet mig langt væk, da jeg blev ført bort og tabt på jorden. Jeg havde kunnet høre den hånlige latter fra træet, og pigen havde samlet mig i sine fede hænder. Havde jeg virkelig hængt og var blevet så uimodståelig lækker for at blive givet til en lille fed pige, der jo umuligt kunne være sulten de næste fem år?
Hun havde tørret mig af i sin kjole, og kernerne havde vendt sig inden i mig, da jeg følte dellerne under kjolen. Kunne hendes forældre da ikke forstå, at hun havde fået nok? Kunne de ikke se, at hun næsten ikke kunne bevæge armene for fedt? Jeg havde fået en lille brun plet efter faldet. Pigen havde stukket i en tuden, og moderen havde rakt hende en plade chokolade, og jeg var blevet smidt ud ved nærmeste lejlighed.
Jeg var ikke skabt for mørke! Jeg var skabt for storhed! Nu var jeg som de andre, intet andet end en usling, et simpelt eksperiment på et modent æble. Vor herre måtte sørge over min skæbne. Jeg som næsten var for perfekt til edens have.
Som om det ikke skulle være nok, overhørte jeg, at jeg befandt mig på en rasteplads i Danmark. Sorgen overvældede mig. Havde jeg dog bare kunnet græde...