Her sidder jeg, i vinduet hjemme i værelset. Jeg sidder og håber dagen aldrig ender. Det er fantastisk, at side her. Bare at kigge ud - på det.
Det er ikke tit, man for sådan en oplevelse.
"Sierra?" Det er min mor, der kalder.
"Ja, mor" Svare jeg hurtigt. "Kommer du ned og spiser Sierra" Siger hun "Det er nu skat".
Jeg går ned til bordet, sidder og spiser.
Jeg siger ikke noget under hele middagen. Jeg tænker stadevig på hvor fantastisk det var, at sidde der i vinduskarmen. Vi er færdige med at spise, og jeg er på vej op Da min mor siger "pas nu på, du har jo set vejret ikke?" "Jo, mor" Svare jeg "Det er netop det jeg skal op, at kigge på". Da jeg går, høre jeg mor sige til far "Tænk at hun vil bruge tid på det".
Jeg vælger, at glemme det. Og det bliver ikke noget problem. For idet jeg ser vinduskarmen, glemmer jeg alle halvspydige bemærkninger. Jeg undre mig over, hvordan det kan være så forskeligt - vejret. Da det bliver nat, gør jeg mig klar ti, at gå i seng. Det har været en fantastisk dag, selvom jeg bare har siddet i en vinduskarm, og kigget ud over engen.
Da jeg vågne igen, går jeg over i vinduskarmen - med min computer. Jeg sætter mig ned, og begynder at skrive om det. Jeg kalder min historie "Den måned, jeg aldrig glemmer". Og det mener jeg, jeg tror aldrig jeg glemmer denne måned. I min historien står der følgende (ind til videre):
På denne klare nat, sad jeg ligeså mat. Jeg vidste ikke vej, for jeg blev bleg. Nu sidder jeg og tidsfordriver, mens jeg laver perspektiver.
Jeg går kold, har ikke mere at skrive.
I stedet går jeg ned, tager overtøj på og går ud. Her ude er alt så magisk, helt fortrydende. Jeg går om i vores have, der har vi et stort figentræ. Jeg sætter mig under det. Der sidder jeg uden, at tænke - kigger bare på vejret. Jeg kan høre skratten i baggrunden, men jeg kigger ikke. Prøver at lukke luden, af dyrende ude. Eller nærmere lukke mig inde.