Jeg åbnede døren midt under det skrækkeligste uvejr, der havde stået på længe. Lyset fra den gamle pære var svagt, men jeg kunne genkende skikkelsen uanset hvorhenne i verden.
"Min egen." Smilte jeg og kunne se, at intet ville få den smukkeste skikkelse til at smile.
"Grandmama..." Kom der fra de flotte røde læber. Der var ikke længere hulken, ligesom tidligere, når hun kom til mig. Hvor stak det i hjertet, at mit kæreste guld, mit hjerte, var blevet knust så meget, at der ikke længere var de smukke blide sider tilbage.
Hun var af marmor, og hun havde fået så mange flænger i sin hud nu, at det var som at se på den gamle dukke, man som barn havde ødelagt, fordi man ikke fik sin vilje. Hun havde kastet sig selv ned i brønde, søer og trapper af et knust hjerte.
"Kom dog indenfor. " Hendes træningstrøje var drivvåd, ligesom resten af hende. Håret hang tungt omkring skuldrene, som en slags slanger nærmest. Engang havde var hendes ydre det smukkeste, så rent at Afrodite og Freja ville have velsignet hende til evig tid. Men nu lurer Hades og Loke om hjørner og skyder med mistelten og knuste glas stykker efter hende.
Hun satte sig i den gamle stol ved ildstedet i køkkenet.
"Hvad er der sket med dig, min egen?"
"Er jeg ikke det værd, grandmama?" Spurgte hun og drak lidt te.
"Hvad mener du? Hvorfor spørger du? " Spurgte jeg og kunne mærke hvordan der indeni mig, blev lavet en ond klump.
"Jeg siger ikke... jeg prøver ikke at møde nogen, men nu er der nok der har set på mig, og sagt nej. Er jeg for meget?"
Vreden indeni mig boblede op, og jeg kunne mærke hvordan jeg ville straffe hvem end der havde sagt det, men det var ikke nødvendigt.
"Du er ikke småkravl, du er bjergene der rager mod himlene, du er vinden der river træer med deres rødder op, du er de syv have som sænker skibe og mystiske væsner er som dine organer, de styrker dig, og mænd er bare skrald i havene, godt du selv kan skylle det i land. Du er ulvene i de nordlige skove, og jaguaren i junglen."
En lille tåre og et smil kom frem.
"Det havde du ikke behøvet at sige." Snøfte hun.
"Mit kære barnebarn. Ingen i denne verden kan elske dig, som den ene der venter dig, der er en, med samme styrke og passion, som vil tage dig i hånden gå imod livet og dets ende, med dig. Glem det aldrig. Ikke alle kan elske en stærk kvinde. Men godt jeg ved, du kan elske dig selv. Du skal bare mindes om det til tider."
"Tak grandmama."
"Du er resultatet, af ægte kærlighed, og du er skabt, ligesom du skal være. Jeg elsker dig, højere end livet selv." Jeg kyssede hende på panden, imens regnen stadig stod ned og larmede, men det virkede så langt væk, nu når mit lille lys var her. Min verden.