Nu hvor den tidlige forårssol
varmer mig gennem den blanke rude
ved jeg at foråret er på vej
det forår som ligger hengemt
i en af min hukommelses indelukker
som et støvet fragment
fra min ophobede fortid

lyset brydes brutalt
af de snebelagte markers
usandsynlige hvidhed
og understreger forskellen og ligheden mellem
den mørke vinter
og den lysende sommer

snart fyldes grøfter og lavninger
med resultatet af solens angreb
mod de uendelige frostmarker
og dryp for dryp
fyldes elve og floder
og bliver til en rivende strøm
af bevægelig kulde

i mine tanker dukker buske op af ishavet
og martsvioler står i kø
mens liljerne titter frem
for at undersøge
om den er god nok

snart knoppes æbletræerne
og rådyrene går i brunst
græsset bliver grønt
grønt som ishavet
grønt som den udsprungne bøgeskov

alt er som det plejer
som det var for et år siden
som da jeg blev født
som i stenalderen
som jeg husker det