Snooze... Det var nu femte gang, at min telefon havde prøvet at vække mig. Et B-menneske, der står op før fuglene. Jeg vandrede rundt i huset som en søvnløs zombie. Jeg havde mine faste rutiner og vaner. Først gik jeg i bad, derefter spiste jeg morgenmad, og så tog jeg tøj på. Jeg gik i præcis de samme baner hver morgen. Man kunne se det på gulvet, der var mest slidt i mine daglige gangbaner. Jeg åbnede døren. Kulden bed i mine kinder. Jeg nåede ikke langt, før mine ører føltes helt stive. Mine fødder måtte også snart være frosset til is. Converse og sibirisk vinter er åbenbart ikke en god kombination. På vej mod stationen kunne man se alle de søvnløse B-mennesker rende rundt i de samme baner. Alle med stivfrosne ører. Det eneste man kunne tænke på var at komme ind i det varme tog. Folk samlede sig i grupper på stationen. Ingen sagde noget. De færreste var vågnet endnu. Jeg kom ind i toget. Alle sad i grupper. De fleste havde sat sig til at sove igen. Lokalbanen burde virkelig overveje at lave morgentogene om til sovekupeer. Hvilken rædselsfuld morgen.

Jeg vågnede ved fuglefløjt. De havde sikkert været oppe længe, men havde været så venlige først at vække mig nu. Solen skinnede ind på min duggede rude. Jeg sprang op af sengen. Jeg tog et hurtigt bad. Det var dejlig køligt og forfriskende. Satte mig ud på terrassen med min morgenmad. Der findes intet mere fantastisk end den første morgen, hvor man kan være udenfor uden at have jakke på. Jeg tog min mormors gamle damecykel, og drog ud på rejsen mod skolen. Man kunne dufte foråret. Det hele var så nyt og frisk. Jeg cyklede igennem skoven. Bøgetræerne skyggede og gjorde temperaturen behagelig. Man kunne se de enkle solstråler, der fik kæmpet sig igennem træernes kroner, men som alligevel fik lyst hele skoven op. Det hele var så fredfyldt og stille. Det eneste man kunne høre, var fuglenes fløjten, dyr i baggrunden og min knirkende damecykel. Hvilken fantastisk morgen.