Jeg går ikke. Jeg løber. Nej, selv løber gør det ikke. Jeg spurter. Spurter med en umenneskelig intensitet og fart. Spurter mig igennem alle udfordringer og forhindringer. De skal klares og overstås. Ikke dvæles ved. Det fører mig ikke frem. Frem mod hvad? Mod målet. Hvad er målet, vil du nu spørge? Jeg vil åbne munden for at svare. Men som svaret bør glide henover min tunge, kommer intet. Jeg kender ikke svaret. Hvad er målet? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, jeg skal derhen.
Jeg ser noget. Tilskuere på sidelinjen. Forventninger. De kigger med store forundrede og beundrende øjne. Jeg er fantastisk. Bedre end nogen andre. Jeg kan alt. Tror de.
Jeg soler mig i deres beundring og rosende tilråb. En fuldkommen følelse af tilfredsstillelse rammer mig. Jeg kan noget. Jeg er dygtig. Men hvad er det? Noget mangler. En sidst manglende brik i min tilfredsstillelse. Min selvanerkendelse. Men kender jeg selv til manglen? Nej.
På min vej er jeg nogle gange tæt på at snuble. På at miste pusten. På at falde sammen af udmattelse. Jeg lader dem intet se. Jeg hiver med alle resterende kræfter mundvigene opad. Vender og drejer hovedet til alle sider. Smiler. Overskud.
Jeg kommer aldrig nærmere. Hver gang, jeg nærmer mig enden, forlænges den. Mit oprindelige mål erstattes hele tiden af et nyt. For hvad skal der ske, hvis jeg når det. Hvad skal jeg gøre. Ingenting? Hvordan gør man det. Jeg har ingen idé.
Jeg kolliderer snart. Alle fibre og celler i mig skriger. Skriger for stop. Jeg har ikke mere i mig. Alle ressourcer er opbrugte. Jeg tror, tilskuerne fornemmer det. De er forvirrede. Og bekymrede? Hvorfor det. Ikke vrede? Men jeg er jo svag. Jeg duer ikke til noget. Jeg gennemfører jo ikke. Er de ikke sure? Det er en øjenåbner.
Jeg falder. Ned mod den mørke, hårde og kolde jord. Kun et tæt omsluttende mørke omkring mig.
Jeg famler i blinde. Ser ingenting. Mærker ingenting. Men så. Lys. Indsigt. Alle ophobede følelser vælder frem i stride strømme. Hvad gør jeg med dem? Hvad er de for nogen? Jeg kan ikke styre dem. Men jeg kan jo alt. Tårer rinder ustoppeligt ned ad mine kinder. Alle kan se det. Hvorfor fjerner jeg dem ikke? Jeg må jo ikke vise svaghed. Det er ikke anset. Men. Det er rart. Jeg har ikke noget valg.
Jeg er kollapset. Tilskuerne har set mig. Set alle sider. Gode og dårlige. Nogen er ikke længere tilskuere. De er mine fortrolige. Bekymrede og støttende. Det er mærkeligt. De dømmer ikke. De ser mig ikke som et dårligere menneske. Selvom jeg ikke kunne. De siger, det er nok bare at være. At jeg ikke behøver at gøre.
Kan jeg vende tilbage mod målet igen? Vil jeg? Måske er meningen ikke et mål. Men alle oplevelserne på vejen. Tør jeg gøre plads for dem? Hvad hvis jeg fejler? De siger, jeg gerne må. At de elsker mig lige meget hvad. Uanset hvad jeg gør eller ikke gør.
Det er urummeligt. Tænk. Jeg behøver ikke være god. Jeg er værdsat. Elsket. Men. Vent. Det er ikke nok. Noget er ikke fuldendt. Jeg kæmper. Gør mit absolut bedste. Men aldrig er jeg tilfreds. Med mig selv. Jeg kunne jo lige. Selvom jeg siger, at jeg er nok i mig selv. At jeg gerne må slappe af. Gerne må yde under toppræstation. Så mærker jeg stadig ubehaget ved intetheden. Det er en indre krig.
Tid går. Tid tager det. At vinde krigen. Men jeg vinder aldrig. Taber aldrig. Det er en proces uden mål og afslutning. Men det går fremad. Få gange tilbage. Det er livet. Aldrig vil jeg slippe for de dårlige tanker. Følelser. Men uendelige gange vil jeg opleve ægte kærlighed. Kærlighed til mig selv.