Vi var kommet hen i april måned, luften flimrede for varme. Den store hedebølge, som kommer hvert år ved denne tid, havde sat sin fod på dørtrinet. Vi så næppe den blå himmel i denne tid, hvor temperaturen krøb op til 45 grader i skyggen. Det førte med sig, at støvstorme satte ind. Pludselig uden advarsel begynder det at blæse stærkt. Er man udenfor, er det bedst at søge ly, for støv hvirvler rundt i luften uden at tage hensyn til nogen eller noget. Selv om vi lukkede vinduer og døre, når en storm kom, var der altid et fint lag støv på buffeten i stuen, når stormen havde lagt sig.
Påsken stod for døren, en sen eftermiddag spadserede jeg med Silvia og Fritzli hen til en park i nabolaget, hvor jeg vidste, at en barber sad og klippede hår for et par mønter. For Fritzlis vedkommende, var det den nemmeste måde, at få hans hår klippet på. Jeg behøvede kun at skyde vognen hen foran barberen og holde hans hoved mens håret blev klippet. Da vi var færdige, ville Silvia også klippes, jeg spadserede lidt frem og tilbage med Fritzli i vognen, til hun var færdig. Da hun fix og færdig stod foran mig, måtte jeg beherske mig, for ikke at udtrykke min forbavselse alt for stærkt, for hun var blevet klippet efter drengemaner, meget kort. Hun havde lange bukser på, men alligevel jeg havde antaget, at manden vidste, hun var en pige, når hun havde halvlangt hår, men det vidste han altså ikke. Jeg betalte og begav mig på hjemvejen, alt i mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige til Fritz, når han så hendes korte frisure. Heldigvis forstyrrede det ikke Silvia, hun ville jo klippes ligesom Fritzli.
Jeg havde taget den beslutning, nu hvor jeg tog troen alvorlig, at faste tre dage før påske. Det skulle, fra min side, være et tegn til Gud om, at jeg stadigvæk ventede på det, han havde lovet mig. Det var første gang jeg fastede, jeg fandt ud af, at det kan man, man skal kun huske at drikke nok. Påskemorgen følte jeg mig helt anderledes rigtig let og fri. Jeg havde prøvet, det bedste jeg kunne, også at bede for Fritzli, men der var ingen byrde i sindet. Derimod havde jeg en stærk følelse af, at bede for de sidste tider i verden, før Jesus kommer igen. Jeg forstod ikke noget af Åbenbaringen i biblen på det tidspunkt, men en indre stemme vidnede til mig om, at Gud ville vise mig skridt for skridt, hvad de mærkelige historier betød. Vi tog til kirke påskesøndag. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig under gudstjenesten, men pludselig kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, de flød i stride strømme ned af kinderne. Jeg oplevede en lille del af det, Jesus måtte i gennem på korset for at redde denne verden fra alle dens synder. Jeg var fuldstændig overbevist om, at han også døde for mig, igen flød tårerne ned af kinderne i stride strømme. Jeg havde ikke fået et lommetørklæde med, med den venstre og højre side af baghånden, prøvede jeg at tørre ansigtet, mens jeg trak næsen op. Heldigvis gav en venlig dame mig lidt ekstra hjælp med et papirlommetørklæde. Med en ukendt fri følelse i sindet, ja, som om et åg var taget af mine skulder, begav vi os på hjemvejen for at fejre påske med farvede æg som for os symbolisere nyt liv.
Da folket Israel blev ført ud af Egypten skulle de aftenen før slagte et lam og smøre blodet over døren. Det ville få dødsenglen til at gå forbi, når den slog den første fødte hos Egypterne.
Lammet skulle tilberedes over fyr. Havde man for meget eller for lidt, skulle man alt efter dele med andre. Det skulle spises med sko på og et bælte om livet, parat til at gå.
Det var et tegn på det, Jesus senere hen opfyldte på krydset. Da han, den sidste aften med sine disciple, tog nadveren, sagde han, da han brækkede brødet: Det er mit legeme, og da han gave vinglasset videre sagde han: Det er mit blod.
Hver gang vi tager nadveren, mindes vi det der skete på krydset og som forandrede livet for os, fordi tilgivelsen blev givet. Man behøvede ikke længere at holde regler med offer gaver ligesom i det Gamle Testamente.
Israel er stadigvæk under loven for verdens skyld. Når Jesus kommer anden gang I skyerne, vil et land blive født på en dag, det er skrevet.
Genkender og modtager en jøde Kristus, er han også født på ny, ligesom andre kristne som har taget det meget alvorlige skridt for al evighed.