Cykler væk fra lys, liv og farverige kulører
Væk fra bilernes blinkende lygter og cykellygternes overalt værende skær
Væk fra caféerne og gadernes gennemsyrede hyggelige atmosfære
Væk fra alle sanselige indtryk af lyde, lugte og farver
Cykler væk fra den pulserende by
Mod mørket
Mod intetheden
Mod der hvor alt æstetisk opsluges af gennemtrængende grå beton
Cykler mod forstæderne
Ubehaget ved at nærme sig gråzonen vokser
I takt med at jeg træder i mine pedaler
Hårdere, kraftigere, hurtigere
For at slippe væk fra de endeløst lange livsforladte gader
For at nå frem til min egen selvskabte sanselige hule
Hvor jeg kan isolere mig fra den omkringværende farveblindhed
Og kun begive mig ud for igen at flygte mod byens uendelig drive
Jeg er ikke en inkarneret storbypige
Måske en deltids-addict
Jeg har brug for dens mangfoldighed, fest og farver
Brug for dens inspiration til kreativitet
Men jeg har også brug for ingenting
For landet og naturens stille enkelhed
Så lidt og så meget på én gang
En grøn skov, en gul mark, et blåt hav
Her er der smukt i sig selv
Intet behov for støjende mennesker, biler og barer
Bare natur
Men forstæderne er noget andet
De er uden for kategori
Den farveløse natur og sanseløse by
Samlet i ét
Her er intet energigivende
Intet refleksionsskabende
Her er kun intetheden i mit indre
Alligevel cykler jeg mod det
Har intet valg
Byen har ikke plads til alle sine fans
Kun de rigeste og heldigste får plads på forreste række
Det er ikke mig
Jeg har vundet bagerste plads
Og her må jeg sidde til jeg trækker et bedre lod