Når forårs-kådheds-fantastisk-følelsen fylder
Er det noget jeg i den grad elsker og hylder
Med et smil til verden om, at alt nok skal gå
Stol på mig selv og lad tiden gå i stå
Nyd solen der på min lumre krop varmer
Og nyd den spirende blomsterduft der fagner
Om mit sitrende-forelskelses-følende korpus
Der gør mig kærligheds-modtagelig og måske konfus
Skal man lade sig i liderligheden med-rive
Lade følelserne bestemme, og fornuften aflive
Svælge i hinandens ubestemmelige lykke
Og ned i et andet menneskes krop dykke?
Jeg forsøger intenst og desperat at fastholde
Fornuften, for ikke at forsvinde og bryde skjolde
Til mit itu-revede sind, der ikke kan bestemme
Om jeg skal lytte til de overdøvende vinde
Fortæller de egentlig reelt helt hvad jeg skal gøre
Eller er jeg forvirret, bundet af en smøre
Om hvad jeg burde og helt sikkert skal
Men jeg vil bare løsrives, helst uden fald
Stole på mig selv, er klart at foretrække
Og ikke sætte mig selv i forfærdelsens anden række
Narcisime må lige nu værne om mit ego
Og lade forsvinde i mit følelsesliv den uro
Der leder og bestemmer og mig i tvivl vil gøre
Om hvilke tanker og følelser, der helst vil lukke døre
Men lad mig nu åbne dem, i stedet for at dræbe
Og mod den forårs-liderligheds-fantastisk-følelse stræbe