Himlen er mørkeblå. Månen er fuldfed, gul og står lige over den sorte skovs silhuet. Dens stråler oplyser landskabet, som kaster skygger.
Jeg står i haven. Trækker vejret og mærker natten. En nylig fundet styrke bekræfter dens eksistens ved at gennemstrømme min krop. Aftenens stemning understreger den. Her på tærsklen mellem sommer og efterår, som ellers altid er præget af mismod over lyset langsomt svinder, er noget nyt.
Jeg ønsker at bekræfte dette nye ved et ritual. Gøre det virkeligt. Give det et minde, som kan holde mig fast, når vanens magt truer med at overtage. Overtage og trumfe det nye.
Et bål. Ild er kraftfuldt. En forvandler. Lader uønskede elementer omdanne til blot, noget som var.
På bålet lægger jeg en gren. Et symbol på mindreværd. Et mindreværd som ikke tjener mig. Jeg ønsker ikke dette mindreværd med over i efteråret. Derfor tager jeg afsked med det. Det har tjent mig i 46 år. Men nu er jeg klar til at slippe det. Ønsker det farvel med tak for tro tjeneste.
Jeg ser, hvordan grenen, symbolet for mindreværd, fortæres af flammerne og forvandles til hvid aske.
Nu til en svær ting. Jeg mærker den trækker tråde til min tidligste barndom. Frygten for ikke at være nok. Frygten for at blive ladt alene tilbage. Frygten for ikke at blive forstået. Frygten for at være overflødig. Frygten for ikke at blive set. Frygten for netop at blive set. Bedømt, vejet og fundet for let. Frygten for ikke at blive forstået. Frygten for aldrig at være nok og derfor forkastet.
Det er mange ting og jeg finder en kæmpestor knudret brændeknude som symbolet på mit knudrede sind. Med alle mulige og umulige gevækster, sammenvoksninger, forgreninger, knuder og uformelighed. Mærker den er et værdigt symbol for alle de forskellige frygttyper.
Smider den på ilden. Ser gnister fra bålet flyve til vejrs i reaktion på denne store knudes indtræden i flammer og gløder.
Ilden dør næsten ud et øjeblik. Men så får den ny næring og snapper i knuden.
Jeg kaster et blik på månen. Stadig fuldfed og lysende smuk. Fornemmer den smiler i opmuntring og anerkendelse. Dens magi hjælper med forvandlingen. Trækker på Universets kræfter. Der er hjælp at hente. Også ved nærved og næsten tilbagefald. Mærker dens kraft og styrke.
Omend den blot låner lyset fra solen og skinner med sit pseudolys. Ligesom min frygt blot er et falsk behov at gemme mig bag. Jeg kan jo godt. Lyset, mit indre lys, trænger sig på og minder mig om glæde og latter.
Jeg mærker smilet i maven. Derefter smilet i øjnene. Dem ønsker jeg at tage med over i efteråret. Jeg hilser på dem. Byder dem velkommen indenfor. Lader dem finde sig til rette i deres nye element. Er stille. Konsulterer maven og øjene efter en stund. Jo, de er der. Har fundet deres pladser.
Mon ikke også glæden og latteren er gode at have med på rejsen ind i den nye årstid, tænker jeg. Jo, beslutter jeg og inviterer også disse to kompagnoner ind.
Velkommen, siger jeg.
De svarer ved at krølle mit ansigt sammen, åbne min mund, knibe mine øjne sammen og sender en latter igennem min krop mens glæden danser i min mave.
Flammerne på bålet har stadig travlt med at forvandle frygtknuden til varme og liv. Det gør godt at se den der på bålet. Varmer på flere måder.
Glæden sender en impuls igennem min fysisk.
Ville det ikke være dejligt med et eventyr i den forestående mørke tid. Et togt ind i oplevelsernes verden, spørger den.
Jo, jeg mærker, det vil være godt og inviterer derfor også eventyret ind i kredsen af rejsekammerater.
Tak, siger eventyret og åbenbarer sit inderste væsen: nysgerrigheden. Drivkraften bag alle eventyr. Hvad findes mon bag det næste bjerg? Den næste bakke? I den dybe dal? I den dybe skov? I den fjerne horisont?
Jeg byder også nysgerrigheden indenfor. Glad for dens tilstedeværelse. Mærker den er en god ledsager.
Knuden på bålet er endnu ikke helt brændt væk. Dog er den forvandlet til en forbrændt og sort tingest. Den er endnu ikke helt forvandlet. Der skal flere bål til. Men det kommer. Det var en knudret sag at forvandle. Noget er sket. Mere vil følge. Ved næste ritual.