Hvor jeg dog bare elsker min sure købmand

Det er blevet et dagligt ritual at gå over til ham.

Bag forhænget ind til baglokalet, bag de nikotingule vægge sidder han og kæderyger i sin lille butik.

Han er altid så sur.
Så sur at jeg tænkte, at jeg ville gøre det til et projekt at få ham til at smile.

Surt kaster han byttepengene over disken uden et ord.

Hans lille røv og den store mave og den sammensunkne overkrop.
Han er virkelig en fest.

Han skælder mig altid ud.

Hvis jeg vil købe på afbetaling, skælder han mig ud.

Hvis jeg kommer med tomme dåser, skælder han mig ud.

Hvis ikke jeg har kontanter, skælder han mig ud.

Han elsker at skælde ud.

Men der ligger aldrig noget dybere i det.
Det er bare hans natur.

Han er så sur, at jeg ikke kan lade være med at grine,
når jeg er nede hos ham.

En dag, da han skældte mig ud, sang jeg for ham

'Du skælder mig hele tiden ud
sku' vi ikke være venner
hvorfor er det mig der står for skud?'

Højt og glad går jeg fra ham og siger

'Hej, hej. Tak. Vi ses'

En dag, da jeg kom ned til ham, mumlede han svagt

'Jeg elsker dig'

'Ja, vi har et rigtigt had/kærlighedsforhold til hinanden'
svarede jeg.

Det er ikke meget, jeg ved om ham, trods det, at jeg har handlet hos ham i flere år. Jeg ved kun, at han arbejder konstant i sin lille butik, så der er ikke megen tid til hans familie og børn.

På dage, hvor jeg har penge med, da siger han, at han ikke kan give tilbage, og det ender alligevel med, at jeg får mine varer på afbetaling.

Gud, tak for kultur på mit Nørrebro. Tak at her er stemning og liv.

Tak for min sure købmand.