Det er så yndigt at følges ad, for to som gerne samme vil være.
Af vejen at vandre med dem kun i deres lys.
Den enes lys kastes ikke så langt som den andens.
Hvad skygger dette lys for at nå sin fulde længde.
Lys kan dæmmes af skjold og samme skjold kan skjule.
Hvad er bag det skjold som ikke ikke burde findes på deres fælles vej.
Pludselig har blomsten torne og fuglenes kvidren bliver skarpe skrig.
Vejen går fra plan asfalt til møjsommeligt grus der vædes til bundløshed.
Den ene synker mens den anden ser overrasket til.
Hvor skal du hen mit liv, du synker ved min side.
Den anden svare ikke men stilheden skriger svaret.
Virkeligheden rammer den ene som en hammer kysser sin armbolt.
Ville vi ikke det samme, hvorfor har du fulgt mig når dit sejl vender agter.
Den anden står som et grantræ i skoven, tavs, svagende og krav til fast undergrund.
Den anden taler ikke for dens grene er for længst blevet gule og visne.
Den første forstår at træer ej kan stå og leve i kviksand.
Hvad så nu tænker den første. Den anden har ridset min bark og min harpiks fanger allerede insekter.
Hvordan heler en gammel Eg når snittene først er lavet.
Skønt den trofast holder den lille Grand hvis lånte torne ødelagde dem begge.