I stille fremskridt sten for sten fik jeg det stablet op
Vort fælles tårn af kærlighed mørned' mit sind og krop
Vi havde planer om hvor stort og flot det skulle bli'
Som nok var grunden til jeg overså din apati
Her fandt jeg tryghed i det hjem jeg altid drømte om
Hvori jeg troede vi sku' dele vores alderdom
Da konstruktionen gik i stå og jeg stod højt i sky
Måtte jeg hoppe, falde ned og starte op på ny
Jeg nåede aldrig helt at føl' et kompliments magi
Holdt fast i troen om det hele handled' om at gi'
Så vores tårn blev koldt og ændred' sig fra hjem til blok
Men jeg tog ik' notits af det, mit hjerte varmed' nok
For hvordan kunne det vi havde ik' betyde noget?
Vi var forelsked' for hvis ikke så var du vel gået?
Alle de varselstegn der stod så klart sku' jeg ha' set
For de beviste at jeg ik' var din prioritet
De få momenter vi forstod og var hinanden nær
Hvor jeg ku' overgi' mig blindt, var de det hele værd?
Hvis blot min krop var fyldt med had ku' jeg ta' smerten af
Befri mig selv fra tårnets lænker uden at se tilbage
Havde du bedt mig om at ændre mig så var jeg klar
For uden dig vidste jeg egentlig ikke hvem jeg var
Af skænderi og kompromis der gik vi begge fri
Jeg var naiv og troede enighed var skyld deri
Så hvordan kunne jeg dog tro at alt ville gå vel
Når kærlighedens tårn det kun var bygget af mig selv