Sneen ligger og glimtrer i gadelysets skær. Den lyser op.

Den bidende frost, kulden og den mørke nat bærer funklende klare krystaller i sig.

Så perfekte de ser ud, så smukke de disse hvide fnug er, som skabt som kunst af Skaberens hånd.

Det minder mig om, at intet er tilfældigt. Heller ikke den smerte, jeg går igenem. Alt i mit liv er nøje designet, ligesom sneen, hvor ikke to fnug er ens.

Ved blot at gribe håbet, smelter frosten omkring mit hjerte, og bliver til forløsende tårer på min kind, som med tiden bliver til glædestårer.

Ligesom sneen har den rislende kilde i solen sin tid.

Snefnuggene falder uden modstand.