Kære Kathrine
Sikke et smukt og sørgeligt digt. Det er lige før man enten selv kan gå i de fodspor ud fra din beskrivelse, eller se fra villavejenes vinduer, at der går en ulykkelig ung kvinde forbi.
Hvorfor blev hun smidt ud? Hvorfor hjælper ingen hende? Man kan stille sig selv så mange spørgsmål om sådan en situation. Jeg er helt vild med hvordan du drager paralleller mellem flere tekster. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på Billie Eillishs "Wildflower" med dine sidste strofer.
Mega godt tekst, og giver tanker til refleksion!

Hej Ulla
Det er et virkelig smuk digt, jeg kan ikke lade være med at tænke på isbjerget, der er det man ser og det man ikke kan se, for det er under overfladen.
Samtidigt er der en eller anden forbindelse, føler jeg, mellem det vores øjne ser ske, og hvad vores hjerner vælger det betyder, fordi det hele går igennem en proces.
Tak for dit digt :-)

Hilsen Chrysanthe

Hej Hawraa
Endnu engang har du skrevet en smuk, smuk tekst. Jeg føler lidt det her ikke er den store voldsomme krig, man tænker på, ift. Ukraine og Rusland f.eks, men mere den indre krig.
Jeg læser det som, at man konsekvent vælger at trække sig, når det bliver slemt og man ikke ved hvad man skal gøre af sig selv.
Så teksten giver mig en følelse af, at man ligesom står foran spejlet og ser sig selv.

Hej Poul

Sikke et flot digt. Man kan næsten dufte malingen og høre lydene af dyr i baggrunden når man læser. Man kan selv mærke roen helt inde i kroppen, når man sidder på kontoret og arbejder, som jeg gør nu :-)

Hilsen Chrysanthe

Kære Mille

Sikke et smukt digt. Det du beskriver, er noget man kan afspejle sig selv i, og hvor gør det også ondt at man skal se sig i spejlet og ind i sig selv og opgave, hvordan det egentlig er stået til.

Nogle gange er ens tvivl ens redning og det kan gøre ondt.
Men rigtig smuk rød tråd igennem det hele, og stærk læsning.

Venlig hilsen Chrysanthe

Hej Hawraa,
Endnu engang har du skrevet en utrolig smuk tekst. Som gammel Samurai Jack-fan kan jeg levende forestille mig, at det er noget, Jack selv kunne have sagt.

Jeg er især glad for, hvordan dit syn på, hvad en kriger kan være, ikke nødvendigvis forbindes med død og ødelæggelse, men i stedet som en, der tjener livet og friheden. Ikke alle kampe, man kæmper som kriger, behøver at ende i død – og det har du beskrevet på en fantastisk måde.

De venligste hilsner,
Chrysanthe

Hej
Din tekst kunne være en prædiken til en gudstjeneste så godt som den er skrevet. Jeg kan lige høre det for mig.
Den fortæller mig, at hvad man giver kommer tilbage på den gode måde og at det kan komme fra alle retninger.
Samtidigt er jeg helt vild med hvordan der er tale om mennesker der hjælper andre i starten af din tekst, at de på en eller anden måde får noget igen, eller du gør. Det synes jeg er en vigtig ting at kunne høre eller læse om. Når man f.eks behandler folk enten med reiki eller terapi i froskellige former, så giver man rigtig meget af sig selv ud som menneske. Så at få tilbage igen på den måde, som du beskriver i din tekst synes jeg virker som en stor tak fra Gud og Jesus oppefra.

Hej Ulla
Super flot digt. Det første jeg tænker, er at man ligesom er i slags åbent fængsel, at man har en afhængighed af en person, man slet ikke kan slippe.
Den måde "din hjerne" kommer ind, fortæller også om en slags lille håb eller lille bevidsthed om, at det man laver ikke er helt fornuftigt og at man endelig vinder sig selv tilbage igen.

Det lyder for mig næsten som noget Tove Ditlevsen kunne finde på at skrive.

Venligste hilsner Chrysanthe

Hej Hawraa

Jeg faldt lige over dit digt, inden jeg skulle i seng og straks begyndte det simpelthen at strømme med tanker og fornemmelser.
Hver eneste gang jeg læser en tekst som omhandler uvejr eller specifikt regn, kan jeg allerede mærke den kolde hårde vind og regnen der pisker en i øjnene. Det kan man sandelig også her. Kulden fra stormen tager nærmest fat i en og man prøver også at finde en løsning på at stoppe den, men det er en storm og det kan man ikke stoppe. Man må bare finde sig i at der er storm og uvejr og vente til det er ovre.

Hilsen Chrysanthe

Jeg er virkelig stor fan af udtrykket "Less is more" og det her rammer så godt.
Uanset hvordan man vælger at udtale det, eller hvilke følelser man putter i det, så rammer den med absolut kaos og en ærlighed, man nok ikke helt vil indse.

Hej Niels

Sikke et smukt digt. Det giver mig lidt en følelse af at lede efter grønnere græs, en følelse af at det hele nok skal gå.
Det er smukt, hvor meget man kan sige med få linjer.

Hilsen Chrysanthe

Der er et eller andet særligt ved, at jeg lige har undervist i den litterære periode romantikken – og så bagefter læser en genfortolkning af H.C. Andersens digt.
Det er fascinerende, hvordan perspektivet vendes, og man ser Danmark gennem 2025-øjne i stedet for 1829-øjne. Næsten 200 års forskel – og alligevel lyder begge versioner lige smukt, når de bliver sunget.
For det handler i bund og grund om at fortælle en god (kritisk) historie.

Hej Jakob

Den kamp du beskriver så fantastisk kan jeg næsten huske 1:1 fra alle dine gange hvor det har været lige ved overfladen og man har skulle holde ens cool.
Det er et godt digt, at det rimer, og der er lidt "less is more" over det.
Mega fedt. Jeg glæder mig til at læse mere fra dig.

Hej David
God og spændende tekst. At man ikke helt kan regne ud, hvem eller hvordan hovedpersonen ser ud, gør man skaber ens eget billede af hvem det kan være, og det virker super godt!
Fortsæt det gode arbejde :)

Jeg kan virkelig godt lide den rytme digtet har. Eller den rytme jeg selv har givet digtet.

Ud fra din baggrundshistorie, føler jeg virkelig der er en passion for skak og mere til i din tekst.
Jeg glæder mig til at læse mere af det, du har skrevet!

Man kan godt mærke den her frustration fra dig, hvor jeg tænker, at mange tanker, på en måde er rodet sammen.
Men et godt digt! Jeg kan ligesom visualisere teksten for mig, hvordan en person går rundt og nærmest har lænker/ tremmer eller en mur omkring sig, fordi de ikke er en del af flertallet.

Dette er et mørkt digt, men jeg synes den tegner et godt billede af en virkelighed, der er for mange

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om fortælleren har andre blomster der vandes, eller om fortælleren måske taber vandet på børnene, ikke at personen lyder ondskabsfuld, men bare mere fordi det lyder komisk at gøre.
Men i hvert fald en god historie, og god observation, og jeg kan ikke lade være med at tænke på herren, som sidder på bænken. Nu ved vi ikke noget om hans tanker, men ud fra beskrivelsen, tænker jeg at det nok er en slags symbolisme på noget kedeligt voksenværk, eller måske han lige har været i kirke?

I så fald, god fortælling :-)

Jeg tror jeg har læst den her tre gange nu, lige efter hinanden, og jeg er helt vild med teksten!
Af en eller anden grund, kommer der billeder i mit hoved, af vilde malerier, der er helt surrealistiske, og skovbrande, og grådighed, der så hver tirsdag spiser kød.
Det er et mega fedt digt. Jeg glæder mig til at læse mere fra dig :-)