En anderledes hjemløs


16 år siden 5 kommentarer Noveller

3Et bankende hjerte
Et bankende hjerte kan skyldes glæden ved livet. · Forelskelse, for... [...]
Digte
11 år siden
4Sandhedens time for soldaten Gordon
Efter at de mere eller mindre tilfældigt mødtes ved kassen i det ... [...]
Noveller
12 år siden
33Jærens Rev Sydvest
Efter radioavisen kom farvandsudsigterne. Østersøen omkring Bornh... [...]
Noveller · storm
15 år siden
7Terroristens øjne
Terroristens øjne · ser ikke mennesket. · Kender ikke glæden ved liv.... [...]
Digte
15 år siden
6Tankens flugt
Tankens flugt er ikke frihed. · Når lænken holder kroppen fast.
Aforismer og gruk
15 år siden
9Sult
Et sultent menneske · er farligere end en mæt soldat.
Aforismer og gruk
15 år siden
7Sjælens tårer
Sjælens tårer, · kan være kærlighedens styrke. · Lykken, dens fordærv... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
4Rejse
At se mod fjerne horisonter, · gør ikke nogen rejse.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Poetens armod
Poetens daglige armod, · giver ordet dets rigdom. · Kulden om hans hå... [...]
Digte
15 år siden
1Om en stor poet
Jeg læser en bog. · Nihundredeoghalvtres sider. · Eller er det 950 si... [...]
Digte
15 år siden
0Oceanets dyb
Havets storhed, sjæl, · ses kun i oceanets dyb. · Hvor bunden · ikke f... [...]
Digte
15 år siden
1Mørke
Bag smilet, · lurer tragediens håbløse mørke. · Dødens skygge bliver ... [...]
Digte
15 år siden
2Morgenkys
Knap vågen, ser jeg på dine små faste bryster. · Som en provokation... [...]
Digte
15 år siden
1Morgenbarbering
Under morgenbarbering · mødes vore øjne i spejlet. · Du smiler, række... [...]
Digte
15 år siden
0Menneskelighed
Menneskelighed! · Er ikke kun ømhed, følelser. · At rejse en falden. · ... [...]
Digte
15 år siden
2Livets mening
Livets mening · ses i det øjeblik, · hvor døden banker på.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Fristelser
Din vuggende gang · giver min hjerne voldsomt input. · Dine flagrend... [...]
Digte
15 år siden
1Frihed
Frihed i et diktatur, · er som et skib i Saharas ørken
Aforismer og gruk
15 år siden
1Fantasiens vinger
Det er på fantasiens vinger, · vi når de højder. · Hvor poesiens ydmy... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michael Threms (f. 1942)
"Lene Jespersen. 72 år gammel, og for tiden uden fast bopæl. (hjemløs.) Indbragt til samtale på vagtstuen i dag søndag klokken 10.30."
   Stod der i den døgnrapport jeg havde foran mig. Tja, endnu en skæbne i storbyen, men ikke en af dem man til daglig støder på. Der kan vel gå år imellem man møder skæbner som denne Lene Jespersen.

Jeg var knyttet til ordenspolitiet, her arbejdede både jeg og min søde kone. Begge gjorde vi tjeneste i Hovedbanegårdens politivagt. Hun som chef, og jeg som almindelig Overbetjent. Det fungerede fint, og gav ikke anledning til gnidninger imellem os eller kollegerne.

I de sidste fem dage havde jeg lagt mærke til den ældre kvinde, på min daglige tur rundt på perroner, afgangs- og ankomsthal. Den ældre dame sad altid alene på en af bænkene i ankomsthallen og pillede ved en ring på sin venstre hånd. Hun så altid på mig med bange og mistroiske øjne, når jeg nærmede mig.
   Jeg havde nikket venligt og smilet, hver gang jeg passerede hende, for ligesom at fortælle jeg ikke havde 'ondt' i sinde.
   Ikke fordi hun generede nogen, men fast ophold på banegården var ikke tilladt, så efter en uge var jeg nødt til at gøre noget.
   Jeg havde talt med en kvindelig kollega om, hvordan vi bedst kunne gribe sagen an. Den ældre dame virkede ikke som andre hjemløse, nærmere dybt ulykkelig over noget hun bar på.
   En hemmelighed, som jeg og min kvindelige kollega stille og roligt ville forsøge at liste ud af hende. Måske kunne vi hjælpe, det havde ofte været muligt for os, gennem forskellige organisationer som Frelsens Hær, Kommunens sociale netværk og diverse hjem for hjemløse, herunder også Sundholm.
   Nu sad hun over for mig og min kollega på vagtstuen, og havde fortalt sin historie. Nærmest hviskende, og med et genert blik på os begge af og til.

Lene Jespersen var en køn kvinde trods sin høje alder. Fire børn der alle var godt i vej. Nu var hun hjemløs og havde taget toget til hovedbanegården i København, fra en forstad i provinsen for sine sidste penge.
   Et par slidte bæreposer udgjorde hele hendes garderobe og ejendele. Hun havde levet af rester fra de affaldsstativer der var på banegården, og havde prøvet at holde sig ren ved at vaske sig på dametoilettet.
   Hun var atypisk af en hjemløs at være. Der var noget dannet og aristokratisk over hende, som hun havde siddet der på bænken i ankomsthallen. Hun var på en egen måde både rank og stolt, men virkede ulykkelig, ikke knækket.

Hendes beretning om sit liv var på en gang rørende og skræmmende.
   Vennen Tom var maler, kunstmaler, og han og Lene havde forelsket sig stormfuldt i hinanden. De var besatte af hinanden, og deres indbyrdes forhold måtte naturligvis ende med en katastrofe.
   Glødende breve fløj imellem dem i cyberspace. Ofte chattede de til langt ud på natten.
   Snart var en chat ikke nok. De måtte se hinanden, føle hinanden, levendegøre de voldsomme følelser de havde i deres hjerter for hinanden.
   Et møde, stjålen tid, havde pludseligt været muligt da Lenes mand skulle deltage i en længere forretningsrejse, for at hjælpe sønnen i det firma han havde overtaget efter faderen.
   Lene Jespersens mand var netop gået på pension for at hellige sig sit otium og pleje sin lidenskab, at spille golf.

Så øm og stormende en kærlighed havde ingen af dem oplevet før. Stjålne blikke og små møder der til sidst endte med en nat tilbragt sammen, bekræftede deres voldsomme kærlighed til hinanden.
   Et år var efterhånden gået, hvor de hvirvledes mere og mere ind i hinanden. Begge ville det samme, være et par for hvem kærligheden var en besættelse, en forløsning der skulle leves helt ud. Den ville ingen ende tage, og for hvert møde blev den stærkere og stærkere.
   Tom var også gift, og levede i et koldt og kærlighedsløst forhold. Han havde ikke beklaget sig til Lene, men forsikret hende om, at hans kærlighed til hende var uden grænser, ikke var til at stoppe.
   Han ville gøre alt for hende, også opgive sit ægteskab for at flytte sammen med hende, men Lene havde holdt lidt igen, mente ikke de var klar endnu, til at tage det store skridt det var, at bryde op fra to mangeårige ægteskaber.
   Og hvad ville børnene og omgivelserne ikke sige? I deres alder?

Jo, der var mange ting og praktiske problemer der skulle tages hensyn til. Det mente hun ikke at Tom helt forstod.
   Deres hemmelige møder var blevet en besættelse for dem begge. Mange var de steder, hvor de elskede betingelsesløst med hinanden.
   I Toms bil på tilfældige parkeringspladser. På stranden i Hornbæk. På perroner sent om aftenen. I skovene om foråret, og alle de steder de kunne finde fred, for at dyrke deres ubændige, voldsomme og på én gang ømme kærlighed.
   Ikke altid med samleje som det primære mål, men så kælede de for hinanden. Deres kærlighed var så intens, at de ikke i deres liv havde oplevet noget smukkere, mere ømt og mere intenst, som når de var sammen.
   Ofte var det nok for dem bare at holde om hinanden, sidde ganske stille og se ind i den andens kærlige og varme øjne.

Men en dag var Tom bare gået sin vej. Han havde efterladt en besked på deres fælles chatside og forklaret, at han havde behov for at være alene, at tænke.
   Han var senere fundet død i en restaurant på færgen til Norge. Et hjertetilfælde havde brat stoppet deres glødende og forbudte kærlighed.

Havde det ikke været for deres varme og kærligt ømme breve, som de efterladte fandt på Toms computer, ville ingen have fundet anledning til noget som helst.
   Men Toms kone havde i vrede sendt alle deres intime breve til Lenes mand.
   Han var blevet rasende, havde ganske enkelt smidt hende ud af deres fælles hjem, et stort ældre hus i Holte. Huset var hans særeje.
   Hun havde indlogeret sig på et vandrehjem i den første tid, men havde senere taget toget til hovedbanegården for at tænke.
   Min kollega havde i mere end en time lyttet til Lenes historie, havde trøstet og sagt hun ville hjælpe hende efter bedste evne.
   Den ældre dame var efterhånden faldet til ro, og talte ubesværet om hvad der havde bragt hende til København som hjemløs.
   Her kunne hun så være nogenlunde sikker på at være anonym, bevare skammen og skønheden som sin egen hemmelighed.

Min kvindelige kollega var taget af sted ud i byen for mere end en time siden, for at finde en løsning som Lene Jespersen ville kunne leve med. Imens havde jeg sørget for, hun fik noget at spise.
   Senere havde jeg bedt hende lægge sig ind på et af de små kontorer, så hun kunne hvile sig lidt på en sofa, så fandt vi nok en løsning på det hele. Hun havde takket lidt flovt og kejtet, for al den omsorg hun fik, men var ret hurtigt faldet til ro.
   Nu kom min kollega tilbage med en herre på omkring de fyrre. Lenes yngste søn, der kærligt omfavnede sin mor. Begge var rørte, og på min kvindelige kollegas kind løb en lille tåre.
   Mor og søn fik fred til at tale sammen, og en lille time senere forlod de vagtlokalet, og takkede for den fine behandling vi havde givet dem. Sønnen havde garanteret os, han ville tage sig af sin mor, og takkede lige så rørt som den ældre dame.

Sagen Lene Jespersen kunne arkiveres som løst. Hendes søn ville sammen med sin kone tage sig af hende. Min kollega og jeg så på hinanden, smilende sagde hun:
   "Peter, selvom der er sne på taget, kan der sgu godt være ild i kaminen."
   Så tjattede hun venskabeligt til mig. Jo, denne dags vagt havde lært os alle på stationen om kærlighedens trængsler i hverdagen. Også selv om man var fyldt de halvfjerds, kunne den gnistre.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/03-2008 17:28 af Michael Threms og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1314 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.