Så er jeg begyndt på bogen. Den handler om en person som er på rejse ind i sig selv. Spørgsmålet er så hvad han finder der, og om han overhovedet finder noget.

På nuværende tidspunkt har jeg ikke den store ide om hvad der kommer til at ske. Rejsen er nemlig samtidig min egen rejse og på denne måde vil bogen på den ene side tage udgangspunkt i det reelle liv, og på den anden side være fiktion. Jeg tænker der er rigeligt at lege med. Kontrasten mellem virkelighed og fantasi, drømmene scenarier, filosofiske overvejelser og et puf til den menneskelige eksistens. Jeg ved at ordet har voldsom magt, hvis det anvendes rigtigt. Al slags kunst har potentialet til at transformere mennesket, grundet dets overbevisende karakter (mediet), samt dets evne til at passere neocortex (område i hjernen bestemt for logik) og henvende sig direkte til amygdala (område i hjernen som regulerer følelser). Jeg tænker at skrive mig selv fri igennem bogen og håber at jeg kan sætte læseren fri også. Med friheden mener jeg en øget selvbevidsthed, og muligheden for at se igennem kulturens fængsel. Friheden til selvregulering! Fængsel er et negativt ladet ord for rammer, og måske er det lidt overdrevet at bruge det om de selv samme rammer, som de fleste af os lever i. Jeg syntes dog der er noget om snakken og i nogle tilfælde må man i kunstens navn overdrive lidt for at opnå opmærksomhed. Sindet skal jo nok justere informationen ind så det passer til individets egen fortælling (fortællingen/forestillingen om sig selv og verden). Jeg mener.. prøv at gå ind i et shoppingcenter og bare observer hvad der sker.. hvad folk gør og hvad der får dem til at gøre som de gør. Her danner centret rammerne om et forbrug, og alle steder, helt fra de mindste detaljer (ubevidst kommunikation), til det fuldstændige objektive (ligefrem kommunikation), lokkes vi til at købe. Vi køber endda ting vi ikke har brug for. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?? hvem har puttet et sådan behov ind i vores hverdag? svaret er nok mange.. mange mennesker som har lært at udnytte sproget og skabt en virkelighed via gentagelser (eks. fjernsynet, medier, reklamer). Det handler simpelthen om overlevelse. Vi må ikke være et sekund i tvivl om at sådan et center rummer alle kunstens midler for manipulation. Det er en kritisk vinkel jeg her anvender.. det ved jeg godt. Jeg ved også godt der ikke noget som helst nyt i det jeg skriver her. Men jeg syntes nogen gange at jeg mangler at se folk handle på det de udmærket godt ved. Jeg kan sidde og snakke med en person om de her ting, og personen er rent faktisk opmærksom på det. Personen kan endda bygge videre på samtalen. Han/hun er ekspert indenfor området. Alligevel bliver personen ved med at købe sig til en illusionel form for lykke. Den der kun varer i nogle dage eller mindre. Jeg fornemmer en opgivenhed, en passivitet, en accept af situationen. Sådan er det bare.. sådan er livet! Jeg har den endda selv. Jeg står op om morgenen og verden er den samme. Den ændrer sig jo ikke fra det ene øjeblik til det andet. Jeg ville egentlig heller ikke bryde mig om det hvis den gjorde. Ville ikke have energi til at skulle sætte mig ind i alle de nye ting en gang til. Vågne op på en anden planet og skulle lærer alt forfra. Bare tanken gør mig helt rundtosset. Men jeg syntes det er skræmmende. At noget kan have så megen magt over vores valg og tanker. Jeg kan ikke lade være med at tænke... at noget af det må være støj

Støj som forhindrer os i at lære os selv og hinanden bedre at kende. sådan... rigtig at kende.

Så jeg går på jagt.. prøver...
vil bruge mig selv og min introværthed - som arbejdsmarkedet hader ("vi søger en udadvendt"... osv osv - aldrig indadvendt - tak for ekskluderingen!), til at gnaske mig igennem de lag kulturen og jeg selv har skabt, op igennem tiden. Det er dog ikke helt ufarligt. Jeg kan allerede mærke at min verden bliver mere kaotisk som jeg stiller spørgsmål til nogle af de helt fundamentale grundsøjler af min eksistens. Jeg balancerer allerede på en tynd søjle mellem variabler og konstanter. Mange har gjort det her før mig og resultatet for dem har været både godt og skidt. Ideen er ikke ny, innoverende, eller overraskende. men det er et standpunkt... et startpunkt. Rejsen er ny og resultatet bliver nyt. Jeg håber jeg kan bidrage til øget selverkendelse og herigennem også lære en masse om sproget og det at skrive en fiktiv bog... som jo er noget helt andet end en universitetsafhandling.

Lige nu sidder hovedpersonen i et tog. Dørene er lukket bag ham. Toget skal snart til at køre. Det er en envejsbillet.

Til dybet.