Hvad er det, vi gør?

Koldt
Kenny Raun (...
9 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
11 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
14 år siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
3 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
11 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
7 år siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
5 år siden
En slange i huset
Anastasia
11 år siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
9 år siden
Lidt af hvert.
Hanna Fink (...
7 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
4 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
9 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
7 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
9 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
9 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
15 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
10 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
10 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
9 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
9 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
11 år siden
haft en stille weekend
Martin Micha...
4 år siden
Et digt
Peter Munk (...
10 år siden
Kære Dagbog.
Nej, hvor jeg kan blive ked af det ind imellem. Jeg tænker: Hvad nytter det at gå ud og informere om mobning, konsekvenser og hvordan man undgår mobning, når mennesker, der arbejder med det næsten-dagligt, har så svært ved at sætte sig ind i konsekvenserne af det, at de kan sige til mig: Du skal ikke lade ham styre dit liv.
Nej, selvfølgelig er det totalt urimeligt, at en mand og kolleger, der kun har været en del af mit liv i 23 timer om ugen, mens jeg arbejdede under ham og med dem, skal styre mine reaktioner nu – 2 år senere. Det kan min fornuft nemt følge med i og også sekundere. Men jeg har måttet sande, at Freud havde ret, når han som den første sagde, at det ikke er fornuften, der er herre i menneskets hus. Psyken, underbevidstheden, hvad det nu er, spiller første-violin her. Det var den, der fik mig til at synke rystende sammen på en stol, med hamrende hjerte og koldsveden tonsende af mig, da jeg så, at de søgte en ny neurofysiologiassistent på min gamle arbejdsplads. Fordi jeg jo egentlig skal søge den, men er fuldstændig ude af stand til bare at nærme mig områder, hvor mine tidligere ”bødler” færdes. Og det var den, der gav mig en lignende reaktion nede i byen, da jeg forleden hørte og så min chef eller én der lignede, bagfra. Jeg var lige ved at besvime.
I 2 år har jeg haft de samme symptomer, som torturofre beskriver. Symptomer, der pr. definition skyldes den udefrakommende påvirkning og ikke, at ”offeret” er psykisk svagt (i mobningssager gør det modsatte sig oftest gældende). Og min mening om den sag er i dag, at mobning og tortur er 2 sider af samme sag: De går begge to ud på at nedbryde individet og dets selvrespekt og selvtillid. Det ene sker ”bare” ved gennem fysisk påvirkning at opnå det samme på psyken som mobbere gør ved udelukkende/næsten udelukkende at bearbejde offerets psyke. Man svækker offerets tillid til, at han/hun kan tage vare på sig selv. Den ene gruppe er oftest i indlysende livsfare – den anden ikke. Og det skønt mange mobbeofre helt alvorligt ofte har tænkt på at tage deres eget liv eller lade sig udsætte for alvorlige ulykker mhp. at dø. Men det – har jeg fundet ud af – tæller ikke. Det er ikke at være i livsfare.
Og misforstå mig ikke. Jeg føler stærkt med torturofre og bilder mig ikke ind, at jeg kan sætte mig ind i, hvad de har været udsat for. Og jeg under dem al den hjælp, de kan få, for de har brug for den. Men de har allerede mulighed for at få den hjælp, de har brug for – det har mobbeofre ikke. Det er faktisk næsten uudforsket land i Danmark – Norge og Sverige er langt foran her. Og fordi mobning bagatelliseres, florerer det livligt i de fleste institutioner og på de fleste arbejdspladser. Holdningen er næsten overalt den, at man bare skal se at komme videre med sit liv. Ja, det er nemmere sagt end gjort, da man i mange tilfælde altså er mærket for livet. Den samme holdning gør det også meget svært at få hjælp, for ”skulle det nu også være nødvendigt?” fx at få en henvisning til en psykolog. Det forventes faktisk i Danmark, at man tier stille og selv klarer de ærter. Den holdning, der forventer af os mobbeofre, at vi gør noget, forhindrer os også i at gøre noget, når vi prøver at sætte handling bag ord.

Men jeg bliver som sagt ked af det og rigtig, rigtig harm, når mennesker, der burde vide bedre ikke gør det.

Nå, kære Dagbog, dette er nok sådan ca. så negativ, som jeg kan blive. Jeg er så vred over den generelle holdning, og vil ikke finde mig i at blive betragtet som et "offer", der bare skal holdes i offerrollen, fordi jeg så ikke vil være så tilbøjelig til at slås for at få det liv, jeg synes jeg har fortjent. Jeg ØNSKER at tage ansvar for at komme videre. Men jeg har altså brug for opbakning, ikke afvisning.
Tak fordi du hørte på mig, Dagbog, jeg trængte til at komme af med det. Vi tales ved.

Maryanna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvad er det, vi gør? er publiceret 06/11-2003 10:01 af Maryanna Morthensen (maryanna).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.