18 år siden

Overstået operation

En lørdag.
Michala Esch...
14 år siden
Verden holder vejret!
Marlene Gran...
10 år siden
Julen bliver hostet, godt...
Susann Kokan...
1 måned, 9 dage siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
10 år siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
10 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
8 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
6 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
8 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
6 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
6 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
9 år siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
8 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
4 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
6 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
6 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
5 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
6 år siden
Vand
Halina Abram...
5 år siden
Operationen gik godt. Min mor giver udtryk for, at hun er fuldstændig afklaret omkring, at hun nu mangler det ene bryst - hvis blot kræften er væk. Hun har taget det hele meget flot og virker stærk.

Alligevel havde hun ikke lyst til at sidde i opholdsstuen idag på hospitalet. Hun ville ikke tale med de andre på afdelingen. Og hun er den eneste af de indlagte, som har fået kemoterapi før operationen. Måske det er derfor, hun ikke vil tale med de andre. Hun har ikke lyst til at mærke de andres chok og angst for forløbet. De andre er jo startet med at blive opereret og skal så først have kemo bagefter.

Min mor havde nået at vænne sig til tanken om operationen igennem de sidste par måneder. Chokfasen er overstået - og det er ikke rart at blive konfronteret med den igen så hurtigt. Hun er jo så også den eneste af de indlagte, som har tabt håret som følge af kemobehandlingerne. Det har hun ikke lyst til at vise frem. Før operationen insisterede hun overfor sygeplejerskerne på, at de skulle sørge for at give hende hue på, når de kørte hende fra operationsgangen - det er det sværeste for hende at have mistet det.

Så jeg forstår det godt.

Jeg har været med til alle samtaler og undersøgelser med lægerne og har kunnet håndtere det nogenlunde okay. Indtil hun begyndte at tabe håret. At se hendes tykke, livskraftige og glansfulde hår blegne og blive gråt og livløst for derefter at fælde i "kager" ned ad ryggen ... var meget svært. Da jeg fik øje på den første rigtige bare plet, var det som at få en mavepuster.

Afsted til frisøren og blive klippet. Der var jeg også med. Et meget følelsesladet øjeblik. Hun ville dog ikke klippes helt kort - kun lige så kort, at hun kunne have den flotte paryk på uden problemer. Kort tid efter havde hun tabt så meget hår, at der kun var ganske få totter tilbage. Nu var problemet jo så, at de totter, der var tilbage, var for lange, så hun bad mig om at klippe det sidste helt kort.

Da skulle jeg godt nok trække vejret dybt - og så gøre det. Jeg kunne holde kampestenen i maven lidt væk, når bare jeg holdt mig bag hende og ikke så hendes ansigt.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan klare at se hende så skaldet. Det er ikke, fordi jeg ikke kan klare at være tæt på et så sygt menneske.

Det er fordi, hun er min mor.
Min støtte og uvurderlige ven.

Det gør forbandet ondt indeni at se hende lide og jeg bliver forfærdelig bange for at miste hende.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Overstået operation er publiceret 13/02-2005 02:10 af HellePia.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.