Hej med jer - alle mine dejlige venner, der tænker på mig, der skriver lange breve til mig og som tager mig, som jeg er.

Jeg går stadig i en boble og ved hverken ud eller ind - men tidspunktet er kommet, hvor jeg vil holde en pause for alle mine grublerier om fremtiden. Jeg er virkelig i en dilemma - ja, er det mon panikalderen jeg er i? Har jeg fået øjnene op for andre og større værdier her i livet, end jeg mogensinde kan og vil få i min nuværende situation? Hvad vil jeg og hvad vil jeg ikke? Jo, jeg vil i et helhjertet forsøg sammen med min mand prøve at få vores parforhold klinket sammen igen - det kan blive svært for noget af den gamle fortrolighed og gensidige tillid er væk. Det mærkes i det daglige - små uskyldige ord kan misforstås og efterlade sure og selvynkende miner hos os begge. Der er så mange små negative vibrationer i luften - ikke rigtig harmoni og tryghed og ikke helt den samme spontane lyst til at lægge armene om halsen på min mand og sige med varme i stemme og blik - jeg elsker dig.

Vi har det begge meget, meget svært - jeg er i allerhøjeste grad feteret og elsket af min mand - hvorfor har jeg så selv så svært ved at elske. Hvorfor er kærlighedens gnist i mig så svag - kan jeg mon tilføre denne gnist så megen energi, at jeg atter kan elske og give og modtage i kærlighedens navn. Jeg ved det ikke - men jeg ved, at det er på tide at gøre et nyt forsøg.

Jeg er så træt, så træt for tiden. Det er som om al energi har forladt mig. Jeg går svimmel omkring og stille sygner jeg hen. Udadtil er jeg den glade nellemor og det skotte heller ikke på min humor, som bestemt ikke fejler noget. Jeg kan klukke af grin og jeg kan sætte liv og stemning i gang. Inde i mig er alle cellerne klappet sammen og jeg har svært ved at tage mig sammen til noget. Ikke meget andet end min computer synes interessere mig. Jeg er klar over, at jeg stadig er i en depression og i morgen har jeg en aftale hos min rare læge, som jeg har en god fortrolighed til . Jeg håber og beder til, at han kan give mig hjælp til selvhjælp.

Hvordan er jeg dog endt her i denne suppedas. Jeg vil ikke være i ragnarok mere. Jeg vil af min spændetrøje - gerne have tilføjet ny energi og igen leve et sundt og glad liv, hvor jeg har overskud at give af.
Jeg ved godt, at bare jeg har det godt med mig selv - ja så har jeg et godt og rigt liv. Stort netværk, der vil mig det bedste, jeg har et stort og varmt hjerte at øse fra og jeg har tusind ting at foretage mig. Hvorfor skal hver dag så ende med nedslående resultater, når jeg spørger mig selv - inden jeg sover - nåh, hvad bragte dagen så - hvad oplevede du og hvad fik du udført.

Jeg lover mig selv og jeg lover min mand, at nu skal denne ørkeløse vandring være slut - at jeg atter vll få noget ud af min dag - jeg kan bare ikke - fordi jeg er så træt og så svimmel. Se nu skinner solen - og jeg dunker mig selv i hovedet igen og igen - det kan bare ikke passe, at jeg - en pige i min bedste alder skal sidde som en hængt kat.

Selvom jeg ikke orker det lige nu, glæder det mig, at min søde veninde Wildrose endnu en gang har inviteet mig med i sommerhus til blækspruttemøde angående Fyldepennetræffet til juni. Jeg glæder mig som et lille barn at tilbringe endnu en weekend sammen med gode venner - langt hjemmefra det lille røde hus i marsken. Forandringer i og udenfor huset er også stor medvirkende hæmsko til at forlade den symkende skude. Jeg skal og vil have ren samvittighed til at tage en beslutning i min sitaution og ellers lade tiden råde.

Endnu en halvtrist dagbog fra mig. Gud i hmmelem - hvor er jeg træt af det. ØV

Hyggehejsa fra meget træt Nellemor.