10 år siden

Du er stadig mit behov.

Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
13 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
7 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
5 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
8 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
7 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
7 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
5 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
9 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
7 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
6 år siden
brænde
Peter
6 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
5 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
7 år siden
På vej mod overfladen
JetLi
6 måneder, 2 dage siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
8 år siden
sulten
Sunstar31
7 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
8 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
9 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
9 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
8 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
9 år siden
Den gamle gartner
Peter
7 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
6 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
3 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
6 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
7 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
6 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
7 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
6 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
6 år siden
Det første og bedste 00
ChrisEQ
8 år siden
Han er travl og det har han været de sidste mange uger. Jeg forstår det godt. Jeg forstår at han er travl og træt, distræt og har mangel på overskud. Jeg tager hensyn og folder mig selv bedst mulig i et forsøg på ikke at gøre hans liv mere kompliceret lige nu. Nej, kompliceret er ikke ordet. Det er egentlig ganske enkelt -han har meget om ørerne.Presset har lagt sig lidt nu og vi er begyndt at ses regelmæssigt som vi plejede, men afstanden mellem os er stor, føler jeg. Første aften hvor vi havde mulighed for at ligge tæt og holde om hinanden, da følte jeg mig umådeligt distanceret, og han græd af sorg over denne afgrund mellem os. Han forsøgte, som ved et fingerknibs, at komme tilbage til hvor vi slap, men sådan fungerer det ikke for mig. Jeg har klaret mig selv i ugevis, jeg har hentet støtte i mig selv og hos andre -ikke hos ham. Han kender stort set intet til hvorfor jeg sagde mit job op, hvor forfærdeligt jeg havde det der, hvor mange nætter jeg har ligget søvnløs og grædt, hvor meget jeg har savnet ham osv... så meget er sket.
Det har været et bevidst valg fra min side at give ham plads, for jeg kunne tydeligt mærke at han ikke kunne rumme noget. Konstant glemte han aftaler, glemte at ringe, havde ikke tid osv. Han spurgte knap nok ind til mig, og når han gjorde føltes det tvungent. Jeg fortalte ham at jeg gav ham space, og fortalte ham at jeg savnede ham.

Han er begyndt at tage initiativ til at ses, men han er flygtig. Han søger ingen kys, gengælder ikke mine klem, kigger knap nok op fra computeren når jeg kommer ind. Han er ikke til stede og bliver irriteret over små, små ting. Jeg spurgte ind til det, spurgte om det var mig om der var sket noget. Han er træt, siger han. Ikke helt sig selv endnu. Nej, okay...jeg må vel give lidt mere space, tænker jeg. Jeg kan bare snart ikke mere. Jeg vil holdes om, elskes, ses, høres, nydes! Jeg vil at han siger ja når jeg inviterer ham i biografen eller ud og spise, jeg vil at han ser når jeg prøver at samle os igen og at han ligeledes rækker hånden mod mig.

I nat var frygtelig. Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke få mig selv til at bede om at blive holdt om, jeg kunne ikke række ud efter ham af frygt for endnu en ligegyldig attitude og endnu en afvisning. Jeg vendte ham ryggen og foldede mig sammen som en baby. Holdt om mig selv for at holde varmen i det både psykisk og fysisk iskolde rum. Jeg tror han sov.
Han forsøgte at nå mig et par gange; han ville holdes om, men det var mig umuligt at lades som ingenting. Det var mig umuligt at sove. Som natten skred frem og jeg var vågnet op og følt mig kold indeni, søgte jeg ham. Jeg bad ham holde om mig. Han virkede så ligeglad. Jeg måtte selv lægge hans arme rundt om mig. Jeg var tæt på at skrige og tæt på at græde. Jeg ville gå, men jeg orkede ikke. Orkede ikke at gå og orkede ikke konsekvenserne af det.

Jeg synes selv jeg har givet udtryk for at jeg savner ham. Savner at blive set, holdt om og elsket. Jeg har taget initiativ, bedt om kys, bedt om kram og forsøgt at få det jeg savner. Han lader ikke til at have forstået det. Jeg må være klarere. Skære alting ud og servere det kort og direkte. Det er vist noget jeg skal blive bedre til. Ofte tror jeg ikke han har forstået det jeg vil sige, selvom jeg føler at jeg har sagt det tydeligt.

Jeg kontaktede ham. Gav udtryk for at natten var led og at jeg ville tale med ham. Vi fik snakket lidt i telefon og talt om at vi må finde et tidspunkt at tale sammen ordentligt. Jeg gider ikke bare se ham hist og her lidt flygtigt uden at han kan give mig opmærksomhed og tid. Det er uværdigt for mig når det er det eneste jeg mærker.
Han har lavet en aftale med en ven -de skal ud og hygge med noget teater. Efter at have afsluttet samtalen sad jeg med en dum følelse i maven. Hvordan kan det være at han vil det når han ikke vil med mig til noget som helst? Jeg ringede ham op igen for at give udtryk for denne følelse. Jeg tror ikke rigtig at han vidste hvad han skulle svare, men helt bevidst lod det ikke til at være.

Jeg er egentlig også ligeglad med om han skal det, det jeg ikke er ligeglad med det er at jeg ikke kan mærke ham i vores kontakt, og at jeg savner ham som langt in i helvede. At jeg føler mig til besvær over at ville have hans tid, fordi han har gang i så utroligt meget andet. Vi må vist lige tilbage på ret køl igen!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Du er stadig mit behov. er publiceret 10/03-2011 17:04 af Schnecke.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.