Klokken er 6:30, min fornuft siger, at det er på tide at stå op, mens min træthed stemmer for "bare lige fem minutter". Trætheden vandt. Stort. Jeg måtte tage konsekvens af mit valg, klokken blev 7:00. Jeg havde lige nøjagtig 33 minutter til at blive færdig og få mig placeret i bussen. Jeg havde det ikke godt i tiden, og det kunne tydelig ses udefra, håret sad som var det ligegyldigt, tøjet var som i går, ligemeget.
Bussen standser ud foran mig, og jeg venter på, at chaufføren flytter hånden fra rattet til knappen, som kan gøre det muligt for mig at på stige mig i bussen. Jeg træder ind, buskortet bliver knap nok vist inden han siger "ja tak", med en stemme som lyder som om han har haft en dårlig morgen. Jeg når ikke at sætte mig før koblingspunket er fundet og retter kurs mod busterminalen. Jeg kæmper mig tilbage på balancen. Og nu kan jeg kun vente i 45 minutter før jeg skal bevæge mig ud af bussen.
Jeg roder rundt i min taske for at finde mit headset, jeg får proppet dem i ørene og en sang optræder nu i ørene på mig. Utallige skolebørn, elever og kursister træder ind i bussen, og det er tydeligt at se, at fornuften talte til dem i morges, de lignede alle sammen nogen som skulle gøre indtryk på deres store idoler. Og ja selvfølgelig,skulle hende, som åbenbart havde tømt sin parfume ud over sig selv, sætte sig ved siden af mig. Jeg kunne dårligt trække vejret. Jeg håber snart at vi passere hendes skole, eller hvor hun dog skal hen og dufte så godt, for duften stak mig i næsen og gav mig trang til at nyse.
Endelig, slap hun fingerene fra tastaturet på sin Iphone og trykkede på stop-knappen. Jeg var der snart, nu kunne det ikke gå for stærkt med at komme i skole. Men selvfølgelig bliver jeg tvunget til at slukke musikken, tage mit headset ud og finde mit buskort til en mand som påstår, at han er billetkontrolen, hvad? Findes de? det troede jeg ikke, men langt om længe stak jeg buskortet i hovedet af ham, og han kiggede på mig som om han havde set en efterlysnings-plakat af lige nøjagtig det billede, som man møder, når man åbner
mit buskort.
Jeg står af og går de sidste fem minutter hen til min skole, op af trapper, ind af døre og sætter mig opgivende på min faste plads i klassen. Psykologi på skemaet, hvor fedt, jeg fandt mig hurtig muligheden for at lægge mig hen over bordet og falde i søvn.

Klokken havde passeret 14:00 og jeg har fri. Nu skulle jeg hjem og sove. Jeg fandt mig hurtig en plads i bussen, mellem de ældre mennesker, som havde forsøgt sig med bussen. Det var fint nok, hvordan skulle de ellers komme fra a til b. Jeg slyngede mit lange hår bagud og glædede mig til at gemme mig under dynen igen, det var som om jeg var beskyttet fra udefrakommende problemer,når jeg lå derunder.

Jeg vågner op, bliver deprimeret over klokken nu er 18:30 og jeg er gået glip af hele dagen. Tjekker min telefon for nye beskeder, og en af dem bliver jeg stillet spørgsmål om jeg har det godt, hvad? det plejer at være mig der spørger andre om den slags. Men det var fint nok.

Nu er klokken 23:42 og har sådan en lyst til at sove. Vi skal jo igennem endnu en dag i morgen.