Drømte i nat.

Levende.

Vi var til en fejring. En lille bitte fejring af et eller andet. Min mor var der, måske Jude og så min mormor. Min skønne, fantastiske, livskloge og vise mormor. Mit livs Lise Nørgaard, om man vil.

Vi snakkede og jeg husker tydeligt at føle den der helt særlige glæde, jeg altid fik efter en god snak med mormor, som døde for flere år tilbage.

Vi stod - alle fire - om det her barbord. Min mormor, klart den mindste af os, ville danse, så jeg tog hende med ud på dansegulvet. Hvorfor ikke morfar - fordi morfar allerede var død.

Det var en helt simpel dans. Et skridt til den ene side, et skridt til den anden. Lyset var mørkt og gråt kan jeg huske. Ikke mørkt, men gråt.
Den vuggende bevægelse af min mormor i mine arme blev mindre og mindre. Hendes skridt blev mindre og mindre og til sidst stod vi der bare, og jeg vuggede hende fra side til side. Hun faldt sammen i mine arme, hovedet kippede langsomt bagover og hun blev fuldkommen slap. Hendes krop gav langsomt efter, knæene sank sammen og jeg fulgte med hende ned, stadig i min arme, imens jeg hvæsede efter min mor. Først reagerede hun ikke, min mor, men så var hun der. Jude, denne gang helt sikkert Jude, i baggrunden. støttende med sin tilstedeværelse.

Jeg lagde hende forsigtigt ned på gulvet kan jeg huske. Rolig panik, for jeg vidste et eller andet sted udmærket hvad der var sket. Hun lå akavet på en skulder i sin lyserødt mønstrerede bluse. Rettede det, så hun lå behageligt - selv død.

Og så kom tårerne. Et sandt vandfald, der endte med at vække mig, fordi jeg - åbenbart - også hulkede højt. Med et fandt jeg mig selv tilbage i mit nye soveværelse, i mit nye hus, på min nye seng.

Faldt i søvn igen. Drømte at hun var der igen. Denne gang hilste hun af med mig. Nu er jeg her, i mit nye hus, mit nye liv, ny start - så nu har hun så sagt farvel, eller på gensyn. Hun fortalte - men med tankens kraft, at nu er jeg landet her, i den her nye rede og jeg har styr på tingene igen, så nu kan jeg godt selv.

Jeg er lidt i panik over det, for jeg tænker på hende hver eneste dag, men hun har jo ret. For pokker hun har ret. Jeg er et godt sted med mit hus, mangler stadig hegnet til min hund, mangler stadig at få samlet et par møbler, mangler stadig flere ting - men det er småting efterhånden.

Jude hjælper mig med noget af det - Grey hjælper mig med noget af det, men mindre end lidt. Mest Jude. Næste projekt er lamper, billeder osv. Glæder mig til at se ham igen. Glæder mig til at putte mig ind til ham og bare...sove! Hygge, putte, snakke.. Kan mærke jeg har brug for at åbne op og bare.. Fortælle og vise ham hvem jeg er - måske tage ham med ud forbi føllene, give ham en tur rundt i min "hood". Nu ser vi. Foreløbig står den på shopping af bukser, sko - mv - mere fyld til klædeskabet i virkeligheden. Jeg glæder mig. Glæder mig til at bruge tid med ham. Har fantaseret lidt om at tage ham med på en tur et eller andet sted hen. Men først - skal jeg have ham herned. Nyde at han giver sig selv - og ikke mindst sin tid - til mig.

Jeg er smadret i ansigtet, tårerne har sat sine spor og mine øjne føles hævede.
Min mormor betød virkelig, virkelig meget for mig, og at hun har sluppet mig gør mig både umådelig stolt - og på samme måde usikker.

Kan benene nu bære?

Det tror jeg godt de kan. Mit fundament er næsten færdigt - det er en masse mig i det fundament - og knap så meget afhængighed af en mand som jeg har været slem til tidligere. Det er rart.

Jo, når jeg tænker over det, er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med hvor langt jeg er nået efterhånden. Den person jeg er. Løber, taber mig, styr på kosten igen, vægten går nedad igen. Åhr, det er bare rart altså.

Og min mormor? Det kan godt være hun har sluppet mig, men jeg vil for altid huske hende, som verdens bedste. Drømme kan nogen gange føles så virkelige. Åh, nu tuder jeg igen.

Må ud og have fat i noget til alle de tårer, og måske lidt kæl til øjnene, så jeg ikke ligner et spøgelse, skulle jeg ende i Horsens i aften - eller omvendt.

God solskinsdag til alle.

//Femi