Se bare fordi man lukker og slukker i et stykke tid så kører tankerne jo stadig videre og det endda for fulde drøn.

Pludselig er det jo blevet 2004 og tiden nærmer sig hvor vi skal tilbage til Danmark. Ja, faktisk nærmer den tid sig med et uhyggelig tempo. Hurtigere end jeg vil det og havde regnet med det. Jeg vil gerne tilbage og jeg vil gerne blive på samme tid. Sikken et dilemma, men nok et meget godt billede på mit sind. Modstridende følelser i en kæmpe pærevælling. Mit liv. Holdninger så hårde som sten, med et fundament så blødt som velour. Lever og ånder gennem sine medmennesker og på samme tid besiddende en afsky for andre menneskers blotte tilstedeværelse. Trang til isolation og behov for at blive bekræftet.

Jeg kom til at tænke på min mormor i dag. En anden skribent på pennen fik sat strøm til den gamle harddisk. Min mor der sidder på sygehuset og holder min næsten døde mormor i hånden. Ventetiden. Respiratoren. Tårerne der trillede ned af min mormors kinder ved min mors tilstedeværelse. Eneste tidspunkt hvor hun viste livstegn ellers bare en krop i forrådnelse kunstigt holdt i live af ledninger og kemikalier. En sjæl så smuk klar til at drage videre, men med udrejseforbud. Jeg fik ikke lov til at besøge min mormor og sige farvel så slemt var det. Min mor overvejede aktiv dødshjælp. Min onkel holdt hende tilbage, ville stoppe tiden og forsøge at holde vejret så længe som muligt. Måske i håbet om at kunne overføre noget af sin egen luft til sin mor, bare et minut, et sekund mere i denne verden.

Min mor der er udiagnosticeret syg i 4 år efter min mormors død. Anorektisk lignende forhold til mad og en fanatisk trang til at tilfredsstille en Gud som hidtil aldrig havde eksisteret. Holdt op med at bande og trak sig ind i sig selv. Min onkel der langsomt går i forfald. Min elskede onkel. Forsøger at begå selvmord 2 gange. Mister sin samlever gennem 20 år, får ringe samkvemsret med sin søn, mister sit dyre job som tillader lækker livstil i Fredensborg. Diagnosticeret skizofren og maniodepressiv. Farvel onkel. En syg sjæl i en frisk krop.

Jeg var 14 år og havde nok mere end nogensinde brug for vejledning. Jeg var en indelukket og knudret teenager. Tænkte på selvmord. Mødet med en mand som uden respekt for en ung piges uskyld og famlen i verden gjorde det endnu mere legitimt at være indadvendt og sort i sindet. Fyldte mig med skyld fordi det jo måtte være min egen fejl at han havde forbrudt sig mod mig. Fordi jeg jo også var den sidste pige i klassen til at kysse og blive rørt på. Fordi jeg ingen former havde. Jeg skulle oplæres af en mand med alt for meget erfaring. En syg, pervers stodder med pædofile tendenser. Han gjorde det svært for mig at have et normalt forhold derefter. Det var jo altid min skyld når det gik galt. Min mor fik intet at vide før i mit 25. år. Ubrugelig information, for sent at gøre noget! Hun havde jo også så meget andet at slås med dengang. Jeg havde fortalt det hvis hun havde spurgt, men hun spurgte aldrig. Hun synes jeg var en helt normal teenager. Stille og rolig. Men hvis hun dog bare havde kunne se gennem tågerne af ungdommens forvirring og min sublime evne til at lade som ingenting så havde hun fundet en forskræmt 15 årig pige som ikke havde begreb om hvor man skulle begynde.

Jeg gled ind i mit voksenliv med vidt opspilede øjne og med et skrig der forstummede. Jeg snublede vel nærmest og lod mig så bare glide i stedet for at kæmpe i mod og kravle tilbage og starte forfra. Jeg faldt ind i det ene ufrugtbare forhold efter det andet. Jeg var mine kærester utro og jeg hadede mig selv for det. Det var min skyld og derfor kunne jeg ikke stoppe!

Solen var gledet om bag månen og mit liv var havnet i skyggen.