Blev inviterret hjem og spise hos min mor og far i dag (??) Det er aldrig sket før. Ikke en invitation. Når jeg er der hjemme, plejer jeg at skulle ringe og spørge om det er i orden jeg kigger forbi.

Nu var jeg inviterret - OG de ville hente mig.

Så trods alvorlige tømmermænd - kunne jeg mærke det nok var en god ide at tage der ud.
Kunne mærke den mærkelige stemning allerede i bilen. Den blev endnu tydeligere da jeg henkastetet spurgte om min mor vidste hvornår hun kunne begynde på arbejdet igen.
Hun fik tåre i øjnene - og sagde med skælvende stemme at vi hellere måtte sætte os ind i stuen.

Kan stadig se hende for mig, da hun sad i sofaen - hendes øjne blev fyldt med tåre - og hun fremstammede " Det er ikke så godt. Vi har fundet ud af det er noget alvorligt jeg fejler"
Det var som om alle omgivelser forsvandt omkring mig. Min mor begyndte at græde. Jeg satte mig over ved siden af hende, og holdt om hende. Min far kom til for at give hende et knus, men i det han tager fat i hendes arm - skriger hun af smerte, fordi hendes knogler er så svage.

Er rasende på lægerne på Hvidovre Hospital!
De havde fredag morgen - sagt til min mor at de havde en dårlig nyhed, men først kunne fortælle den når hendes mand kom, for hun skulle ikke være alene når hun fik den.
(HALLO - Han kommer om 7 TIMER!)
Da min far var kommet - havde lorte luder læge, sagt at det var en ondartet alvorlig sygdom - men hun ikke kunne nærmere besked før mandag morgen. Og så havde de sendt min mor hjem på weekend!
(Jamen rigtig god weekend!)

Den weekend der skulle have været en hyggelig så-meget-elsker-jeg-dig for min mor og far, var blevet til en weekend fuld af tåre og bekymringer.

Hvorfor ventede de ikke med at fortælle noget til mandag?

Det er som om jeg ikke har fattet hvor alvorligt det her er. At min mor måske...skal dø.
Jeg bliver ved med at tænke " Lægerne tager fejl - hun har bare blodmangel"
Skubber det hele væk - og tænker på andre ting. Men mit liv kan jo heller ikke gå i stå pga det her...

Selvfølgelig er jeg bange. Og ked af det. Tanken om at jeg måske mister min mor er ikke til at holde ud at tænke på.

Jeg kan græde over for mine venner - men har aldrig kunne gøre det over for min famile. Skal altid spille stærk og tapper. Men al den sorg skal ud - og min måde er vrede. Så kan jeg tude når jeg er sammen med dem jeg føler jeg kan græde sammen med.

Det endte galt i dag hjemme hos min far og mor.
Kom i skænderi med min søster, fordi hun har stjålet den bluse jeg har brugt de sidste 14 dage på at lede efter - og som hun påstår jeg selv har givet hende.
FOR HJERNEDØDT at diskuterre om en bluse, når vi har langt større problemer at tænke på lige nu.
Min mor kom med en bemærkning der altid får mig til at se rødt! "Hvis du ikke kan tale ordentlig kan du godt gå nu!"
(Jeg har en diskution med min søster - vi skal nok ordne det her UDEN du holder hånden over hende - IGEN!)
Det endte med at jeg skred (Havde ikke noget varmt tøj med, eftersom jeg var blevet hentet i bil)

Begyndte at græde, og valgte at gå ned til stranden (Lorte valg, når man ikke har varmt tøj på)
Havde brug for at snakke med en´- men anede ikke hvem jeg skulle ringe til - der gad bruge deres søndag på at høre på en tudene Rikke.

Ringede til Abelone - der ville komme og hente mig. (Er hun ikke skøn? Her sidder jeg på en strand og tuder, og hun er der med det samme)
Jeg er så skide stædig - og giver aldrig en undskyldning med mindre jeg mener jeg virkelig har fucked up! Og det mente jeg ikke jeg havde her..
Ja, jeg havde bitchet på tøjtyven - og tydeligvis ikke haft en skid situations fornemmelse, men det er hvad frustationer gør ved en´..

Alligevel kunne jeg ikke klare tanken om at tage hjem - uden at være blevet gode venner med min mor.
Jeg ringede til min mor - og hun begyndte at sige hun aldrig havde bedt mig gå (JO!) - så ville jeg slet ikke komme tilbage. Hvis hun ikke engang kunne se at hun også havde sagt noget dumt. (Rikke 12 år)
Til sidst kom min far til telefonen: "Rikke din stædige kamel - kom nu tilbage. Så spiser vi noget god mad, og så kører jeg dig hjem bagefter."

Kunne ikke undgå at grine. For ja - jeg er sgu en stædig kamel.
Tog tilbage, vi fik snakket, spist - og min mor fortalte historier fra hospitalet, hvor vi alle sammen skreg af grin (De har ingen steder at ligge hende, fordi de ikke ved hvad hun fejler. Derfor er hun havnet på afdelingen for narkomaner. "Fedt".. I det mindste sætter de lidt krydderi på den hvide verden)

Hun virker nu ellers frisk nok. Bortset fra de svage knogler. Hendes blod procent er næsten normal - og hun joker lige så meget som hun plejer.
Derfor har jeg så svært ved at tro på hun er så syg...

I morgen er det mandag. I morgen ved vi mere....