Det er dagen derpå. Jeg har mere eller mindre ligget brak hele dagen, men også være ret så euforisk over, hvor godt vor dilettantforestilling gik i aftes. Vi tog publikum med storm og de fik virkeligt noget for pengene, som de havde betalt i entre.

Stykket foregik på et plejehjem, hvor beboerne havde lavet et hjemmebrænderi og solgte sprutten i den nærliggende brugs med god hjælp af kommis´en Kalle. Foruden Kalle var der seks beboere, en sygehjælper "Lotte", en mand fra kommunen og en nyansat bestyrerinde, der ikke tålte nogen som helst form for druk eller andet selskabelghed. Hun går dog til sidst med til at der fejres guldbryllup for Gurli og Marius.

Jeg spillede den demente Dagmar, som også er lidt af en kleptoman. I tre af pauserne mellem akterne gik jeg nede blandt publikum og hyggede mig og det var sjovt og alle var så søde mod den gamle, demente Dagmar. På et tidspunkt skulle jeg låne en stol, så jeg kunne komme op på scenen og jeg gik hen til en mandlige gæst og bad ham om hjælp, men ikke om jeg kunne få ham til at rejse sig. Han skulle ikke nyde noget - bagefter fortalte han, at han var bange for at blive slæbt med op på scenen - istedet spurgte jeg hans kone om hun ville rejse sig og hun sprang op og jeg kom på scenen.

Efter forestillingen fik vi serveret smørrebrød og det var så utroligt lækkert - men jeg var også blevet godt sultent. Jeg havde kun fået et rundstykke i løbet af dagen. Vi festede og morede os, men tog hjem før musikken sluttede. Da var jeg også parat til at komme hjem.

Inden forestillingen havde jeg enorme spændinger i min højre skulder. Jeg rystede en del på armen og var egentligt skidt tilpas. Jeg spurgte en af de andre, om hun ville give mig lidt massage, men så spurgte den unge "Lotte" om hun måtte prøve at hjælpe mig med healing og det måtte hun meget gerne. Hyn healede og jeg følte en varme sprede sig i skulderen og ud i armen og mine spændinger forsvandt faktisk. Det var næsten en mirakel, som hun udførte og jeg sagde til hende, at hun godt kunne regne med at blive løbet på dørene i fremtiden. Jeg havde det bare så godt resten af aftenen og jeg havde næsten ingen ryste, så jeg var dybt taknemlg for "Lotte"s indsats. Forinden havde jeg spurgt hende, om hun kunne lide nogen form for ubehag ved at hjælpe mig og da hun havde forsikret mig, at det ikke var tilfældet, kunne jeg ikke se noget forkert i at hun ikke skulle prøve det.

Det har været en hektisk weekend - igen, igen - med bygang. Fredag aften var vi inviteret til 2 x 25 års jubilæum hos venner inde i Ribe. Vi havde aftalt, at vi ville tidligt hjem, men med hygge og snak fløj tiden af sted og det blev da over midnat, inden vi vendte hjem. Jeg havde holdt mig til sodavand og postevand hele aftenen, så jeg kørte. Op klokken 7.00 for at være i forsamlingshuset klokken 8.00, hvor vi startede med rundstykker før omklædning, sminke og generalprøve. Om eftermdiddagen ville jeg have en god middagssøvn, men nåede kun at sove en lille time, før vi fik besøg af min bror, sivgerinde og deres to børn, der var på vej hjem fra Tyskland.

Nu er jeg i en trætheds tilstand og hjernen er vist mere eller mindre slået fra. Jeg kan ikke rigtigt komme i tanke om at skrive kloge og vise ord, så inden jeg forlader valpladsen, vil jeg nøjes med at sige GODNAT og SOV GODT. Vi høres ved.

Hyggehejsa fra "den demente Dagmar" Nellemor.