I dag startede Læring for livet - modul 2. I morges endnu inden jeg var stået op, besluttede jeg, at udsætte dette kursus til senere. Jeg ville alligevel ikke med denne gang, fordi jeg syntes, at alt omkring mig hober sig op og fordi jeg følte, at jeg har brug blot at være hjemme. Det var som om de sidste ugers hektiske liv, fuldstændigt havde tappet mig for energi og jeg trængte bare til ro og fred og til at få ryddet op og gjort rent i huset.

Jeg fik ringet afbud til kursustedet og indtalt besked til G, som jeg normalt kører sammen med. Til den aftalte tid ringede hun på døren og jeg måtte fortælle hende min beslutning. G forstod mig godt, men jeg oplevede, at det var en skuffet pige, der kørte herfra igen. I eftermiddag ringede en gut fra holdet og fortalte, at jeg var savnet og han ville gerne have, at jeg tænkte mig om en ekstra gang, inden jeg droppede kurset helt. Desuden skulle han hilse fra vores kursusleder og sige, at det ikke er sikkert, at der bliver til mere end det ene kursus og at hun - hvis jeg var interesseret - ville sende materialet fra i dag. Da jeg lagde røret, var det lige før, at jeg fældede en tåre, for de andre på holdet vil MIG BARE. Jeg er en del af det fællesskab og de vil ikke acceptere, at jeg bliver væk. Mens jeg sidder og skriver dette, bliver jeg meget rørt, for tænk - et tillidserklæring - en imødekommenhed jeg får af forholdsvis nye bekendte. Jeg kan ikke lade være med at sætte det i relief til mine kollegaer, hvor jeg gang på gang bad om deres forståelse. Nej, der er vist ikke noget at sige til, at der er noget, der rører sig i mig.

I går mødte jeg en af kollegaerne fra min enhed, som godt nok stod og talte med en anden, da jeg kom forbi. Stille sagde hun dav, men ellers sagde hun ikke noget til mig, men blev blot stående og talte med den anden. Jeg kan tolke, hvad jeg vil, men jeg blev en anelse ked af det. Er der noget at sige til, at jeg så bliver SÅ glad for den lille oplevelse i telefonen i dag.

I avisen kunne jeg læse, at en kær kollega, som arbejdede på en anden afdeling på plejecenteret, er død. Hun tabte i kampen mod kræften, som hun fik konstateret for et lille års tid siden. Jeg beder til og håber, at hun har fået en god forståelse for sin situation og omsorg af sine nærmeste kollegaer - det fortjente hun - et dejligt menneske, der alt for tidligt måtte herfra. Ære være Kirstens minde.

Nu skal det ikke være så trist det hele. Carlo har lige ringet og sagt, at han først er hjemme om cirka to timer, så nu vil jeg sætte noget dejlig musik på anlægget og så vil jeg gå i gang med at lave mad, så den står parat til os, når han dukker op. Samtidig kan jeg vist nå at få lagt tøj sammen og lagt på plads, men jeg endnu en gang overvejer, om jeg ikke skulle tage med på det kursus alligevel.

I dag har det været rigtigt fint solskinsvejr og det har varmet så meget, at jeg kunne have døren til udestuen stående åben. Planterne derude er begyndt at gro og på nektarintræet er der dannet blomsterknopper - det varer ikke længe, inden de springer ud.

Hyggehejsa fra en ubeslutsom Nellemor.