En tanke, en frygt, der blev til meget.

Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
6 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
8 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
5 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
9 år siden
Udgivelse - proces og drø...
Ansu Orheim ...
1 måned, 7 dage siden
Hej med jer!
vintergækken
11 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
7 år siden
poop
Regitze Møbi...
9 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
9 år siden
Jeg kunne også bare finde...
Kasper Lund ...
9 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
9 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
Hej, jeg elsker dig
Ansu Orheim ...
1 måned, 17 dage siden
Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
15 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
9 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
9 år siden
De første dage
Michala Esch...
14 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
8 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
9 år siden
En besked og jeg begynder at fryse. Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg tænker kun: skriv igen, skriv igen, SKRIV IGEN. Jeg har ikke snakket med ham i lang tid. Og så skriver han pludseligt. Mine ben ryster, mine arme ryster. Jeg ved ikke hvorfor, det gør de bare. Det er den vante reaktion når jeg modtager en besked fra ham. Jeg bliver glad, og samtidig utrolig tom. Bekræftelse, giv mig den. Giv mig. ”Hvem er det på billedet?” ”øh mig” ”nå for dølan” Hvorfor kan du ikke se det er mig, hvad er der galt, er jeg anderledes flot eller grim siden sidst, er det? Jeg har lyst til at spørge om ufatteligt meget, men jeg ved godt at jeg ikke skal. Jeg ved godt at jeg bare skal sige ”ja ja”. Det overbeviser jeg mig selv om, anyways. Håber på at han skriver noget mere, men det gør han ikke. Han lader mig bare være. Han irriterer mig. Skriver og stopper. Som andre gør. Det er sket to gange i dag. Gamle venner der sender en besked, uden at sende den næste. Ja jeg kunne jo bare skrive noget mere, men jeg har ikke lyst. Jeg har slet ikke lyst til at tale til dem, jeg har lyst til at de taler til mig.
Jeg sætter Juncker på. Mogens og Karen. Livet triller på larvefødder, og alt det sure bliver sødere. Jeg bliver glad igen. Stille og roligt bliver jeg igen ligeglad. Så går det igen op for mig, at det ikke betyder noget om de skriver eller ej. Jeg kan ikke lide dem. Jeg har ikke lyst til at være venner. Jeg har det så underligt. Men når jeg ligesom har været der – været sammen med dem, er de ikke spændende mere. Så er de bare, væsner der render rundt i byen.
Lokalt. Jeg hader at her er så lokalt. Alle kender alle. Jeg går i brugsen, alle kender mig. Jeg går til bageren, alle kender mig. Jeg løber en tur, alle kender mig.
Jeg tager til en anden by, ingen kender mig. Jeg er selv, jeg har det godt. Ikke den konstante anstrengelse for at ligne en glad pige, der har styr på det hele. Det fungerer ikke optimalt men jeg prøver. Her i den lille by, når jeg vandrer drømmende rundt. Hver eneste dag. Jeg ved ikke hvad jeg ville skrive. Jeg går igen. Vil… op på mit værelse og spekulere. Tænke en tanke, eller ikke tænke. Egentligt helst ikke tænke, bare dvæle i sekundet der forekommer. Det er bare så svært. Jeg har så meget jeg burde have gjort. Så meget jeg ikke kommer i gang med.
- vasketøj
- rengøring
- arbejdsplan
- læse Vilde svaner, Glaspigen, Kunsten at leve lykkeligt
- skrive på min roman. (Jeg hader at kalde den det. Selv om den er 100sider efterhånden. Jeg hader. Men ved ikke hvad ellers. –"min lange tekst, jeg har kæmpet med siden i vinters?")
- svare på nogle af mine breve, mails, kommentarer, sms’er, det hele.
- få fat på nogle af mine venner, og lave et eller andet.
- træne, så jeg kan acceptere min krop. Så andre kan, beundre mig.
- lære at acceptere mig selv som jeg er. Eller ændre mig. Lære at leve uden den evige bekræftelse fra alle omkring mig.
- Lære at håndtere den evige frygt, for ikke at være god nok, for ikke at være forandet nok, for ikke at være anderledes end sidst jeg blev set (Hvilket er meget svært, altid at se anderledes ud. Anderledes BEDRE ud.)

Åhhh. Nu fik jeg det dårligt igen. Over alt det jeg ikke når. Over lysten til at lave mave, arm, ryg bøjninger, men aldrig selve at gøre det.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget En tanke, en frygt, der blev til meget. er publiceret 27/07-2005 00:03 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.